31-10-2012

Allehelgensaften

I dag den 31. oktober er det allehelgensaften, en dag som først de sidste år er begyndt at have en plads i dansk kultur, en aften for gyserhistorier og for at tænde lys, der kan skræmme de onde ånder væk. Men efterhånden strækker Halloween sig over en del uger, startende med Tivolis fantastiske udsmykning med græskar i tusindvis til i aften, hvor danske børn efter amerikansk mønster går "trick-or-treat" ruter i deres kvarter, eller "slik og ballade" som vores barnebarn siger. De unge familier forbereder sig med lidt godter til de børn, der kommer forbi ( men til fastelavn kom der til gengæld ingen og raslede og sang ...).

Jeg har brugt et af vores små hokkaidogræskar til en lille lyslyte, det burde jo være en roe hernede på Lolland, men naboen har høstet... Tror jeg vil putte en cykellygte ind i den, som jeg så hos nogen af børnene. God ide, så blæser den ikke ud hele tiden.

Op på søndag holdes allehelgensgudstjenester i kirkerne, hvor de læser navnene op på de sognebørn, der er døde i det forløbne år, en smuk tradition, synes jeg.