02-12-2011

Ønskesedler

 

Så er det igen blevet tid til juleønskesedler. Det er underholdende læsning - det er jo dejligt, at der er noget, børnene ønsker sig, også på deres børns vegne. Men en af vores svigerbørn kaldte engang ønskesedler for bestillingssedler, altså de var så specificerede, at det nærmede sig bestillingssedler med internethenvisninger o. lign. Jeg synes nu det er ok, hellere give dem noget de virkelig ønsker sig, end at de skal stille op med høflige miner og lade, som om de er overlykkelige over et eller andet udstyr til køkkenet. Jeg håber de hver især når frem til det punkt, hvor vi andre er efterhånden, at vi nogenlunde kan købe det, som vi gerne vil have. Og så kan gaverne jo blive virkelige overraskelser...

Men det, vi ikke kan købe, er gaver fra de små, altså når de bliver gamle nok til perleplader og lerlysestager. Det bliver dejligt, hvis de kan lære, at det at give er mindst lige så stort som at få. Det har vores egne børn i al fald gået meget op i, da de var mindre, og også nu for den sags skyld.

Da vores ældste datter var lille, var hun vildt oope at køre over legetøjskatalogerne hen under jul.Så fandt hendes Far på at sætte hende til at sætte krydser i kataloget, tre ved det hun ønskede sig allermest, to ved det næste osv. Det brugte hun meget lang tid på, og hun troede desværre, at det var meget betydningsfuldt, hvordan hun satte krydserne, men skuffet blev hun jo uvægerligt, da juleaften kom, og hun ikke fik ret meget af det, hun havde krydset af. Vi har tit snakket om, at det var lidt synd for hende, men så her sidste weekend satte vores ældste barnebarns forældre drengen i gang med præcis den samme øvelse. Han kan lige akkurat holde på en blyant og ramme de små firkanter i BR-kataloget, men han gik meget op i det, og måske kan det også bare være en god øvelse i det at forstå, at man ikke kan få alt...

Nu er der så rundsendt ønskesedler, flotte er de med clipart osv. Så må vi se, hvordan gaveorgiet bliver til jul.