13-04-2012

Åh, Bodil vil du ride..

Pigerne og drengene står i en rundkreds, en pige eller en dreng er inde i kredsen. Alle synger til pigen i kredsen: "Åh, Bodil vil du ride på livets glade landevej med (og her bestemmer kredsen hvem der skal være pigens udkårne) Jan ved din side. Svar ja eller nej?"

Så overvejer pigen, hvad hun skal svare, går hen til den udpegede, og enten sætter hun sig på hug eller også hopper hun højt. Hvis hun nu har svaret ja ved at hoppe højt i vejret, så svarer hun: "Ja, jeg vil gerne ride på livets glade landevej med Jan ved min side, for ham elsker jeg." (og altså hader hvis hun har svaret nej).

*glade hedder nogle steder brede og endda lange, men jeg mener, vi sang glade?

Denne sangleg var meget populær i nogle år i skolegården, gyseligt at få lov til at udpege kærester på denne måde. Men i sidste uge så jeg et indslag i tv om en handikappet pige, som var integreret i en almindelig klasse, og de legede denne sangleg, dog kun piger. Så den eksisterer altså stadigvæk. Den findes også i "Lystige viser for børn".