Læseglæde

18-12-2013

Så er jeg gået i gang med Stephen Kings nyeste "22.11.63", den tegner lovende, og der er til et stykke tid.

Jeg har læst en del SKbøger, men holder mest af dem der ikke udmaler alle rædslerne, men kun antyder. Den mest spændende, jeg har læst, var så afgjort "The irl who Loved Tom Gordon". Den var så uhyggelig-spændende, at jeg ofte måtte læse et kapitel mere, inden jeg lagde mig til at sove, for at jeg ikke skulle drømme alt for uhyggelige drømme. Men det skete INGENTING, det var bare hans måde at skrive på. Og så har jeg også en anden yndlingsbog, nemlig "The Body" (som er filmatiseret til Stand By Me). Men den er jo slet ikke uhyggelig i traditionel forstand, men meget gribende med de fire drengeskæbner.

Men nu gælder det altså "22.11.63", som er datoen for drabet på JFK, men som selvfølgelig kun er rammen om historien.Glæder mig!

18-12-2013

af Alice Munro, som blev dette års modtager af Nobels Litteraturpris. En samling noveller, hun bliver kaldt novellens mester, oversat af vores egen novellemester, Ida Jessen (og hendes mor i øvrigt). Jeg hørte Ida Jessen på Bogmessen fortælle om arbejdet med Alice Munros noveller, og hun er en stor beundrer af Munro. Det er også god læsning, hun kan noget med at skrue en historie sammen, så man en overgang tænker, at du mistede hun da vist grebet, men det var så bare for pludselig at give den en ny og overraskende drejning. Denne novellesamling er den eneste af Munro, jeg har læst, men jeg skal da helt sikkert i gang med flere (altså når jeg  har læst Ida Jessens nyeste!)

03-10-2013

Det her er også læseglæde, at sidde med en god bog og ANALYSERE hele teksten. Her er det Göran Tunströms Juleoratoriet, det gælder, og arbejdet med teksten skal munde ud i en fremlæggelse på mandag til litteraturkredsen, så jeg har altså "haft lektier for". Det er fuldstændig historien om de gamle cirkusheste om igen, det er en fryd at dykke ned i en tekst, kigge på de sproglige finurligheder, følge et spor i teksten og sammenholde de forskellige iagttagelser til en karakteristik af en person fx. Og hos Göran Tunström er der virkelig noget at komme efter, så selvom vi har læst bogen, "fordi læreren har sagt det", så er den absolut anbefalelsesværdig som ren og skær lystlæsning.

Den er udsolgt, men kan selvfølgelig fås antikvarisk eller på biblioteket.

 

26-09-2013

Til min fødselsdag i foråret fik jeg dvden med Bille August-filmen om Marie Krøyer i gave. Jeg var nu ikke absolut begejstret for filmen, den virkede overfladisk i sin beskrivelse af Marie Krøyer, men også af de andre personer, der manglede ligesom noget! Men det, der manglede hos mig, var måske baggrundsviden. Det er jeg nu ved at rette op på ved at læse Anastassia Arnolds biografi om Marie Krøyer, som i øvrigt har filmplakaten som bogforside. Det er en god bog. Jeg bryder mig ellers ikke så meget om biografier, men denne er meget læseværdig, meget grundig og her får man indgående billeder af personerne. Man skal jo i den historie vænne sig til, at Marie Krøyer ser ud som Birgitte Hjort Sørensen og ikke som på de smukke gamle fotos, der også er i bogen, men når man ser bort fra det, så tror jeg, at jeg vil se filmen igen efter endt læsning, det tror jeg kan blive godt, når jeg nu har hele historien fra bogen.

Bogen er absolut anbefalelsesværdig!

Lindhardt og Ringhof

31-07-2013

Endnu engang har jeg fået fat i en roman (Rema endnu engang), som alene ved titlen forekom interessant. Bogen er skrevet af en australsk kvinde, M. L. Stedman, som selv kender de vanskelige naturforhold, som hovedpersonerne lever under. To unge mennesker alene på en øde ø, kun fyrtårnet giver dem "selskab". Og så handler bogen om, hvad der kan ske, når en jolle driver i land med en baby til parret, der har flere mislykkede graviditeter bag sig. Handlingen er rigtig godt skruet sammen, og jeg har hele tiden virkelig glædet mig til aftenens læseportion.

Den har mine anbefalinger til sommerlæsning!