Studenterne

I år kunne jeg komme til Nakskov torsdag formiddag for at se studenterne "danse" om rytterstatuen, som det er skik her. Der kom 7-8 hestevogne kørende ind på Torvet fykdt med både STXere, HFere, HHXere og HTXere, god ide at slå alle studenterne sammen til denne fest. Men altså danse og synge, det er åbenbart et overstået kapitel. Håber stadig de synger "Gaudeamus" til translokationen. Selv Folketidende bemærkede, at sang var der ikke noget af. Det er et festligt indslag i sommeren at se alle de glade studenter, især når der som i år var en del af vores gamle elever, som var blevet færdige på Nakskov gymnasium. Vi kar hørt, at politiet vil til at forbyde disse køreture med studenterne, men det ville da være synd, også for familierne, det er da en fest, når bilen eller hestevognen holder på gårdspladsen eller ude på vejen,  og haven fykldes med glade unge mennesker.

Sankt Hans

Vi har fejret Sankt Hans på mange forskellige måder igennem tiden. Som barn sejlede vi altid op ad sundet for at se på bålene, der blev tændt langs kysten. Da vi blev studenter, var det et must at tilbringe Sankt hans aften på Marielyst til det store bål på stranden lige neden for Torvet. Sammen med vores børn har vi fejret Sankt Hans med bål på vores egen strand neden for vores hus, eller vi har taget til Fyn til familien, som også har en strand, hvor naboerne samles til grill og bål. Flere gange lavede børnene en flot heks af halm og pinde og med noget gammelt tøj på. Hun fik ordentllig fut i med et hesehyl, inden hun drog af sted til Bloksbjerg.

Sankt Hans er selvfølgelig for os bål om aftenen, men vi har også prøvet at måtte nøjes med et lille bål på en campingplads højt oppe i Norge et år, hvor vi kom tidligt af sted hjemmefra på ferie. Så måtte vi bruge campingpladsens bålsted til at lave vores eget lille private bål. En anden gang fejrede vi midsommer på en strand ved Nice.

I år så vi ikke bål Sankt Hans aften, men derimod de lokale på øen som samledes på stranden, da det begyndte at blive mørkt, medbringende et antal køletasker og en masse blus, som blev tændt rundt om, hvor de havde lavet deres lille feststed. En fin skik, synes jeg, de bliver så på stranden det meste af natten og fejrer Sankt Hans på den måde. Vi andre dryssede nu hjem på hotellet til vores senge.

Valdemarsdag

I dag er det Valdemarsdag, den dag hvor vi fejrer vores flag, den dag i 1219, hvor Dannebrog faldt ned fra himlen et sted i Estalnd og gjorde, at krigslykken vendte for Valdemar Sejr.

I Nakskov festes der på torvet, hvor der uddeles nye faner, synges "I Danmark er jeg født" og "Der er ingenting der maner" (jeg hørte generalprøven i dag), og hvor forskellige foreninger kommer med deres faner. I sin tid deltog vi i festlighederne, da vores mellembarn var spejder. Det er flagdag, så der er virkelig mange flag at se på, og også i vores gågade flages der langs husene, festligt! 

Grundlovsdag

Grundlovsdag den 5. juni - det tætteste vi i Danmark kommer på en nationaldag, hvor vi igen kan prise os lykkelige for at bo et sted i verden, hvor forholdene er mere end rimelige for alle mennesker, selvom der selvfølgelig er mangt og meget der godt kunne forbedres.

Og nu er dagen oven i købet blevet til en nærmest national lukkedag også. Det har vi ikke oplevet hele vores arbejdsliv, vi havde kun en halv fridag før i tiden. Og det fik vi endda først, efter at vi i mange år havde haft fri 1. maj under det socialdemokratiske kommunestyre, så kom venstre til, og så skulle vi også have fri grundlovsdag.

Alle forretninger er også lukket nu, fint nok. Dejligt med en ekstra fridag. Men alligevel lidt forunderligt, at de store supermarkeder i byen holdt åbne 1. pinsedag, men har lukket i dag grundlovsdag?

Før i tiden, da vi havde både min Far og deres båd, fejrede vi grundlovsdag og fars dag med en sejltur på Guldborgsund, det kunne godt lade sig gøre på en halv fridag.

Så er det sommer!

Sommer på Noret, på diget og i haven

Juni måned - så ER det bare sommer! Vi er først ved at vænne os til, at vi har fri hele tiden, årets opdeling i arbejde og den lange sammenhængende sommerferie sidder stadig i os. Vi har jo altid været nødt til at tage på ferie i skolernes sommerferie, men nu, da vi ikke har det krav hængende over hovedet mere, tøver vi med at beslutte os for en ferie.

Det er jo også endda meget tiltalende at tilbringe sommeren herhjemme, sejle, bade, fiske, nyde roserne i haven osv., og hvis det oven i købet kunne blive godt vejr, så er der vel intet bedre sted end her, eller i al fald i Danmark. Så har vi efterhånden et par fødselsdage i sommertiden, og børnene kommer også nogle dage på ferie. men nu må vi se, måske en afbestillingsferie til en uges sol ved Middelhavet eller lignende?

Men de tre ugers biltur til Sydeuropa, som vi har dyrket i mange år, bliver det i al fald ikke til i år.