Påske

05-04-2012

Meget stille dage, ikke noget fest her. Fra gammel tid har det været et par tunge alvorsdage, men de er selvfølgelig kun, hvad man gør dem til. Langfredag flages på halv, så også det stemmer til alvor.

Vi har gjort rent og forberedt os til at modtage påskeferiegæster. Fyldt køleskabene med gode sager, bagt tebirkes til morgenmad osv. Vi glæder os til at huset bliver fyldt med liv, og at det bliver rigtig påske.

25-03-2012

Palmesøndag er ensbetydende med palmekager, som de stadig laver dem hos bageren ved runddelen på Nørrebro i Nykøbing.

I mit barndomshjem fik vi altid plamekager til påske. Måske hang det sammen med, at min Mor havde arbejdet i Dørfers konditori som helt ung. Men vi kunne rigtig godt lide disse kager ligesom masser af andre nykøbingensere, og jeg bliver ved med at købe dem, når jeg kommer til Nykøbing på denne årstid. Måske kan man prøve sig frem efter anvisningerne på denne hjemmeside fra Falsters Minder, hvor man kan se en video med anvisninger på kagernes fremstilling og historien om palmekagerne.

http://www.aabne-samlinger.dk/lollandfalster/forskning/nyeretid/projekter/palmekagen.asp

På den næste side kan man læse om kagerne og også se billeder. Der er også en gammel opskrift på kagerne.

http://www.aabne-samlinger.dk/lollandfalster/historie/undersoegelser/palmekagen.asp

25-03-2012

De første forberedelser til påske starter vel med gækkebrevene. Der findes masser af gode bøger og hjemmesider, som kan vejlede en i at klippe gækkebreve og skrive gækkevers. Men det er også sjovt bare selv at prøve sig frem. Mht gækkeversene så kan man da også sagtens bruge de gamle (eller nye), der findes sådanne steder, men et lille hjemmelavet vers er også sødt.

 

På denne hjemmeside kan man finde end del tekster om gækkebreve og se, hvordan man folder og klipper papiret til et gækkebrev: http://www.godpaaske.dk/gaekkebrev.php

 

På denne side findes gamle gækkevers og nyere som forskellige har indsendt. Også her er anvisning på at klippe et gækkebrev. Desuden indeholder siden også gamle børneremser: http://www.rimogremser.dk/sanglege/gaekkebrev.php

 

Bogen "Gækkebogen" af Ulla Mosegaard er meget fin, desværre udsolgt, men den kan lånes på biblioteket. (Olivia, 2002)

 

Og det er åbenbart oppe i tiden at skrive gækkebreve, selv på Alt for Damernes hjemmeside var der en lille artikel med en faktaboks om gækkebreve.

 http://www.altfordamerne.dk/sundhed/artikler/danskerne-gakker-som-aldrig-for/

 

Hvis man er rigtig avanceret, kan man digte et svarvers og sende til den, man tror, der har sendt gækkebrevet!

Og så skal man huske at lægge en vintergæk i brevet, ellers gælder det ikke!