06-09-2015

Hokkaidotid

Jeg repeterer lige fremgangsmåden til hokkaidosuppen, det er jo lige nu, de er allerbedst. Jeg bruger en almindelig hokkaido, skræller og skærer i mindre stykker. I en gryde kommes olie og heri svitses et hakket løg og et fed presset hvidløg. Så kommes hokkaidotern i og fx et par gulerødder i skiver, to kartofler også i tern, jeg har også nogle chilier, men de er ret stærke, så der kommer kun et lille stykke i. Så hældes en liter bouillon i, lavet på tern eller noget kyllingesuppe. Koges til grønsagerne er så møre, at de kan moses med stavblenderen. Smages til. Vi spiser suppen med forskelligt tilbehør, her får vi bacontern, høvlet parmesan og hakket bredbladet persille. Men ristet, røget parmaskinke eller varmrøget laks er også lækkert. Vi fik tomatbrød til: brød smøres med olie hvori der er et fed presset hvidløg og hakket bredbladet persille og basilikum. Når brødet er ristet med olien, kommes hakkede tomater på og brødene sættes i ovnen igen. Super måltid!