26-09-2012

Legepladsen

Vores genbo på vejen var legepladsen, der var lige så stor som en af grundene omkring husene på vejen. Der var flere kommunale legepladser i byen i halvtredserne, men vi var så bare heldige at bo ved en af de rigtig gode af slagsen. Ved den ene side lå en transformator, altså en ubeboet grund og til den anden side boede en familie med to piger. Og altså på den anden side af vejen boede vi og ved siden af os nogle ældre mennesker. Hele legepladsen var omgivet af et højt trådhegn, og der var to store låger for indgangen. I princippet kunne legepladsen lukkes, men jeg husker ikke, at der har været gjort brug af den mulighed. Da jeg var lille, var legepladsen på toppen, udstyret med mange forskellige legeredskaber og velholdt. Det begyndt at knibe senere hen, men så var der måske heller ikke så meget behov for den mere. Men vores børn har dog også leget på legepladsen, når de var på ferie hos Mormor og Morfar.

Der var en ret stor sandkasse, et gyngestativ med to gynger, en stor vippe, en karrussel, en kolbøttebom og et stort klatrestativ. Desuden var der tre gode bænke placeret rundt om på legepladsen. Og midt på pladsen stod et stort træ, som blev brugt til at klatre i, i hvert fald indtil kommunens folk skar de nederste grene af, men så blev udfordringen bare så meget større, klatret blev der alligevel.

Legeredskaberne blev selvfølgelig brugt, som de oprindelig var tænkt, altså gynge, vippe, klatre osv, men de sjoveste lege var nu dem, som opstod i legeredskabernes andre muligheder. Fx var sandkassen et fantastisk legeplads og ikke kun for småbørn. Den var omgivet af en solid betonkant, som vel var ca. 10 cm bred, altså bred nok til både at sidde og gå på. Og bunden af sandlassen var ca. 70 cm nedenfor kanten, altså hvis man gravede helt ned gennem sandet - og det gjorde vi, når vi skulle lave huse. Sandkassen blev inddelt, så hver lille "familie" fik sit område, som de så kunne lave deres hus i. Det blev lavet sådan nærmest som en boligplan sådan set lidt fra oven. Og der boede man så, lavede mad, og "faren" gik på arbejde osv. Og det kunne inddrage både små og store børn. Og så mangler jeg at fortælle om det mest fantastiske ved sandkassen, nemlig den dag i foråret hvor der kom nyt sand i sandkassen - det duftede bare så skønt, var dejligt fugtigt og rent, og så kunne man finde små muslingeskaller, som kunne bruges fx som pynt i "de små hjem".

Gyngerne, ja, det er vidunderligt bare at gynge, det synes jeg stadigvæk, når jeg kan komme til det (børnebørnenes gyngestativer er jo ikke lavet til voksne), men de lege der opstod i gyngerne, gjorde dem til et eftertragtet sted at lege. Vi sprang fra gyngerne, jo højere og vildere, des bedre, målet var at nå kanten af sandkassen, som var et par meter fra gyngerne, og det kunne vi jo efterhånden opnå. Vi legede også forskellige sanglege, eller sang i det hele taget meget, når vi gyngede. Året "schlagere" i form af melodigranprixsange blev skrålet fir fuld hals fra gyngerne.

Vippen var vel bare en vippe, men også en motorisk udfordring, idet man jo kunne gå op og ned ad gyngen og vise, at man kunne holde balancen, mens andre vippede op og ned imens.

Kolbøttestangen ver en metalstang, der stod frit, så man kunne slå kolbøtter om stangen. Men vi udviklede vores kunnen til at slå lange serier af kolbøtter og baglæns nedgang osv osv. Jeg har selv prøvet at lære børnene at gøre det samme i idrætstimerne, men ikke alle kunne gøre det, så det har sikkert været godt at have muligheden fra små af.

Klatreatstivet, som vel er der for at man kan klatre eller gå armgang osv,men ligesom moderne stativer kunne det agere alt fra sørøverskuder til abebure til slotte osv. Mulighederne var mange, eller man kunne bare kravle til vejrs og sidde der og snakke.

Karrussellen var også en motorisk udfordring, sjovt at springe af og på i fart osv.

 Også bænkene indgik i vores lege, de store gruppelege, som tit opstod om aftenen, havde som regel udgangspunkt i bænkene, hvor man samledes og planlagde og aftalte osv. Men bænkene er sikkert sat op til de voksne, som planlæggerne måske har forestillet sig skulle følge børnene hen på legepladsen. Jeg kan slet ikke huske, at der har siddet voksne, alle børnene på vejen fik lov til selv at gå på legepladsen, så snart de voksne mente, vi var klar til det. Og  børnene passede jo også på hinanden, forstået på den måde, at vi jo aldrig var alene der.

Engang da vi var helt små, opstod der en krise på legepladsen. En flok af "Hammerloddenbisserne" var ankommet med deres cykler og enkelte knallerter, og de havde omdannet hele legepladsen til en stor cykel/motorbane, og der var bestemt ikke plads til mindre børn den dag. Jeg kan huske, at vi stod oppe på første sal, hvor Lillian og hendes forældre boede, og kiggede ud af vinduet på dette ragnarok. Og mine forældre overvejede at ringe til politiet (ovenboen havde telefon), men jeg husker ikke, om de gjorde alvor af det, eller måske bare lod dagen gå og håbede, at problemet forsvandt af sig selv. I hvert fald har jeg kun denne ene erindring om udefrakommende "bander", som har forstyrret vores hverdagsidyl på legepladsen.

Jeg tror, at den daglige adgang til disse legemuligheder betød, at vi blev mere mobile end så mange andre børn, vi kunne jo bare de der ting, når vi fx skulle lave dem i gymnastik. Og træningen af balance osv var jo også helt naturlig for os. Og så alle de dejlige fantasilege og de store gruppelege senere var et vældigt plus for alle ungerne i gaden.