30-04-2012

Småbolde

Jeg tror, at vi fik småbolde i hænderne, så snart vi overhovedet kunne holde på dem. Altså bolde på størrelse med tennisbolde, bare lavet med en anden overflade, gerne sådan lidt blanke og så med klare blå, røde eller gule farver. Gerne tre bolde ad gangen, for det var målet at lære at spille med tre bolde op ad en mur. Det var ofte sådan et sæt bolde, jeg fik i fødselsdagsgave, for de var ikke mere holdbare end at de blev "brugt op" på en sommer.

Men man startede selvfølgelig med en bold, kastede den op ad muren og lærte at gribe den igen. Så kunne man studse den i jorden eller kaste den under det ene ben osv. Første spil var nok "10-bold", som vi spillede ved at kaste bolden op ad væggen med et underhåndskast på 1, så overhånd på 2, og så ellers forskellige kast til 10, under benet, bag om ryggen, op i luften før den blev spillet op ad væggen, kast hvor man skulle nå at klappe eller køre hænderne rundt, inden man igen greb bolden. Når vi kunne spille med to bolde, spillede vi "10-bold" på samme måde. 

Legen med boldene kunne udvides ved at sige remser samtidig med, at man spillede med boldene. Fx en remser med pige- eller drengenavne, byer i Danmark eller dyr. Så sagde man tre ad gangen, mens man kastede underhåndskast, derefter et overhåndskast, hvor man sagde BOM, gentaget til man havde sagt ni navne, så bare et navn og afsluttende med et BOM. Eller man spillede bare med boldene, mens man skulle sige: Jeg hedder Anne, min mand hedder Anders, vi bor i Assens og spiser appelsiner hver dag. Og så videre til de næste bogstaver i alfabetet.

Det blev selvfølgelig til konkurrencer, når man var flere sammen, så hvis man ikke tabte boldene undervejs, måtte man fortsætte. Og det var altid piger, der legede på denne måde. Drengene spillede vel fodbold?

Siden kunne man jo blive så dygtig, at man kunne spille med tre bolde, og vi har også kunnet spille med fire bolde. Men det kneb med, at vores husmur var høj nok, for de skal kastes højere op, men så måtte vi over til min legekammerats hus, det var højere end vores.

Vi spillede også med småbolde i frikvartererne på skolen. Der var gode, høje mure at spille op ad.

Jeg kan ikke huske, at vi snakkede om at jonglere med bolde, men det er så blevet "moderne" senere og er også nemmere med bløde stof- eller læderbolde, men lige så sjovt som den anden leg.