Udendørslege

23-02-2013

En anden forårsleg var et sjippetov og altså også fødselsdagsgave der i marts. Tovene var af reb, da vi begyndte, men blev senere af plastic. Vi kunne alle mulige tricks, forlængs og baglæns og dobbeltsving (hvor man svinger så hurtigt med tovet, at det når to gange rundt i et hop), krydsede arme, to sammen osv. Det krævede noget træning, men træningen var jo selve legen, at blive bedre og bedre til at mestre legetøjet. Vi havde ikke egentlige sjipperemser, som man kender det fra amerikanske børn, men mere figurremser, hvor man skulle sjippe på bestemte måder. Og så svingede vi bue, vi var jo næsten altid børn nok til en bue. På et tidspunkt blev det "moderne"at bruge tøjsnor (der var overtrukket med plastic)til buetov. Vi kunne være mange om at sjippe, men mest piger, drenge kan jo ikke sjippe.... Da jeg var en lille teenager, kom double scotch til Danmark, og det var sjovt. At svinge med to buer samtidig og så hoppe denne hurtige takt, men stadig havde vi ingen tale/sangremser til at holde rytmen med, som man ser det fra USA, mærkeligt nok at det ikke fulgte med? Jeg har altid elsket at sjippe, og har altid deltaget i børnenes leg i frikvartererne på skolen, når tiden kom til at sjippe i det tidlige forår.

26-09-2012

Vores genbo på vejen var legepladsen, der var lige så stor som en af grundene omkring husene på vejen. Der var flere kommunale legepladser i byen i halvtredserne, men vi var så bare heldige at bo ved en af de rigtig gode af slagsen. Ved den ene side lå en transformator, altså en ubeboet grund og til den anden side boede en familie med to piger. Og altså på den anden side af vejen boede vi og ved siden af os nogle ældre mennesker. Hele legepladsen var omgivet af et højt trådhegn, og der var to store låger for indgangen. I princippet kunne legepladsen lukkes, men jeg husker ikke, at der har været gjort brug af den mulighed. Da jeg var lille, var legepladsen på toppen, udstyret med mange forskellige legeredskaber og velholdt. Det begyndt at knibe senere hen, men så var der måske heller ikke så meget behov for den mere. Men vores børn har dog også leget på legepladsen, når de var på ferie hos Mormor og Morfar.

Der var en ret stor sandkasse, et gyngestativ med to gynger, en stor vippe, en karrussel, en kolbøttebom og et stort klatrestativ. Desuden var der tre gode bænke placeret rundt om på legepladsen. Og midt på pladsen stod et stort træ, som blev brugt til at klatre i, i hvert fald indtil kommunens folk skar de nederste grene af, men så blev udfordringen bare så meget større, klatret blev der alligevel.

Legeredskaberne blev selvfølgelig brugt, som de oprindelig var tænkt, altså gynge, vippe, klatre osv, men de sjoveste lege var nu dem, som opstod i legeredskabernes andre muligheder. Fx var sandkassen et fantastisk legeplads og ikke kun for småbørn. Den var omgivet af en solid betonkant, som vel var ca. 10 cm bred, altså bred nok til både at sidde og gå på. Og bunden af sandlassen var ca. 70 cm nedenfor kanten, altså hvis man gravede helt ned gennem sandet - og det gjorde vi, når vi skulle lave huse. Sandkassen blev inddelt, så hver lille "familie" fik sit område, som de så kunne lave deres hus i. Det blev lavet sådan nærmest som en boligplan sådan set lidt fra oven. Og der boede man så, lavede mad, og "faren" gik på arbejde osv. Og det kunne inddrage både små og store børn. Og så mangler jeg at fortælle om det mest fantastiske ved sandkassen, nemlig den dag i foråret hvor der kom nyt sand i sandkassen - det duftede bare så skønt, var dejligt fugtigt og rent, og så kunne man finde små muslingeskaller, som kunne bruges fx som pynt i "de små hjem".

Gyngerne, ja, det er vidunderligt bare at gynge, det synes jeg stadigvæk, når jeg kan komme til det (børnebørnenes gyngestativer er jo ikke lavet til voksne), men de lege der opstod i gyngerne, gjorde dem til et eftertragtet sted at lege. Vi sprang fra gyngerne, jo højere og vildere, des bedre, målet var at nå kanten af sandkassen, som var et par meter fra gyngerne, og det kunne vi jo efterhånden opnå. Vi legede også forskellige sanglege, eller sang i det hele taget meget, når vi gyngede. Året "schlagere" i form af melodigranprixsange blev skrålet fir fuld hals fra gyngerne.

Vippen var vel bare en vippe, men også en motorisk udfordring, idet man jo kunne gå op og ned ad gyngen og vise, at man kunne holde balancen, mens andre vippede op og ned imens.

Kolbøttestangen ver en metalstang, der stod frit, så man kunne slå kolbøtter om stangen. Men vi udviklede vores kunnen til at slå lange serier af kolbøtter og baglæns nedgang osv osv. Jeg har selv prøvet at lære børnene at gøre det samme i idrætstimerne, men ikke alle kunne gøre det, så det har sikkert været godt at have muligheden fra små af.

Klatreatstivet, som vel er der for at man kan klatre eller gå armgang osv,men ligesom moderne stativer kunne det agere alt fra sørøverskuder til abebure til slotte osv. Mulighederne var mange, eller man kunne bare kravle til vejrs og sidde der og snakke.

Karrussellen var også en motorisk udfordring, sjovt at springe af og på i fart osv.

 Også bænkene indgik i vores lege, de store gruppelege, som tit opstod om aftenen, havde som regel udgangspunkt i bænkene, hvor man samledes og planlagde og aftalte osv. Men bænkene er sikkert sat op til de voksne, som planlæggerne måske har forestillet sig skulle følge børnene hen på legepladsen. Jeg kan slet ikke huske, at der har siddet voksne, alle børnene på vejen fik lov til selv at gå på legepladsen, så snart de voksne mente, vi var klar til det. Og  børnene passede jo også på hinanden, forstået på den måde, at vi jo aldrig var alene der.

Engang da vi var helt små, opstod der en krise på legepladsen. En flok af "Hammerloddenbisserne" var ankommet med deres cykler og enkelte knallerter, og de havde omdannet hele legepladsen til en stor cykel/motorbane, og der var bestemt ikke plads til mindre børn den dag. Jeg kan huske, at vi stod oppe på første sal, hvor Lillian og hendes forældre boede, og kiggede ud af vinduet på dette ragnarok. Og mine forældre overvejede at ringe til politiet (ovenboen havde telefon), men jeg husker ikke, om de gjorde alvor af det, eller måske bare lod dagen gå og håbede, at problemet forsvandt af sig selv. I hvert fald har jeg kun denne ene erindring om udefrakommende "bander", som har forstyrret vores hverdagsidyl på legepladsen.

Jeg tror, at den daglige adgang til disse legemuligheder betød, at vi blev mere mobile end så mange andre børn, vi kunne jo bare de der ting, når vi fx skulle lave dem i gymnastik. Og træningen af balance osv var jo også helt naturlig for os. Og så alle de dejlige fantasilege og de store gruppelege senere var et vældigt plus for alle ungerne i gaden.

07-05-2012

Selvfølgelig spillede vi rundbold ude på vejen. Vi brugte virkelig gaden til at lege på, der kom ikke ret meget trafik igennem gaden, få havde bil selv, og de biler, der kom, vidste, at der altid var børn på vejen.

Selve vejen skrånede lidt nedad mod den side af vejen, hvor der var fortov, og dette gjorde, at vi altid havde lidt vansklige spilleforhold til vores leg. Dertil kom, at der var et skiftende antal børn, så nogle gange måtte vi være meget kreative og lave reglerne om, så de passede til os. Bolde havde vi altid, og boldtræ også, det var noget vores fædre havde lavet til os af det forhåndenværende træ.

Senere, da vi havde lært at spille langbold i skolen, spillede vi også dette, og disse fritidslege gjorde, at mange af os blev ret gode til både at slå og at kaste/gribe bolden. Men langbold kunne godt blive lidt besværligt med alle de haver og andre forhindringer på vejen. Fx indførte vi en regel, der hed STOP, for somme tider måtte man forsigtigt ind i en have for at hente bolden, og for at der ikke blev alt for meget frit løb imens, råbte man STOP, indtil bolden igen var ude på vejen, og vi kunne spille videre. Men sjovt var det jo under alle omstændigheder..

30-04-2012

Jeg tror, at vi fik småbolde i hænderne, så snart vi overhovedet kunne holde på dem. Altså bolde på størrelse med tennisbolde, bare lavet med en anden overflade, gerne sådan lidt blanke og så med klare blå, røde eller gule farver. Gerne tre bolde ad gangen, for det var målet at lære at spille med tre bolde op ad en mur. Det var ofte sådan et sæt bolde, jeg fik i fødselsdagsgave, for de var ikke mere holdbare end at de blev "brugt op" på en sommer.

Men man startede selvfølgelig med en bold, kastede den op ad muren og lærte at gribe den igen. Så kunne man studse den i jorden eller kaste den under det ene ben osv. Første spil var nok "10-bold", som vi spillede ved at kaste bolden op ad væggen med et underhåndskast på 1, så overhånd på 2, og så ellers forskellige kast til 10, under benet, bag om ryggen, op i luften før den blev spillet op ad væggen, kast hvor man skulle nå at klappe eller køre hænderne rundt, inden man igen greb bolden. Når vi kunne spille med to bolde, spillede vi "10-bold" på samme måde. 

Legen med boldene kunne udvides ved at sige remser samtidig med, at man spillede med boldene. Fx en remser med pige- eller drengenavne, byer i Danmark eller dyr. Så sagde man tre ad gangen, mens man kastede underhåndskast, derefter et overhåndskast, hvor man sagde BOM, gentaget til man havde sagt ni navne, så bare et navn og afsluttende med et BOM. Eller man spillede bare med boldene, mens man skulle sige: Jeg hedder Anne, min mand hedder Anders, vi bor i Assens og spiser appelsiner hver dag. Og så videre til de næste bogstaver i alfabetet.

Det blev selvfølgelig til konkurrencer, når man var flere sammen, så hvis man ikke tabte boldene undervejs, måtte man fortsætte. Og det var altid piger, der legede på denne måde. Drengene spillede vel fodbold?

Siden kunne man jo blive så dygtig, at man kunne spille med tre bolde, og vi har også kunnet spille med fire bolde. Men det kneb med, at vores husmur var høj nok, for de skal kastes højere op, men så måtte vi over til min legekammerats hus, det var højere end vores.

Vi spillede også med småbolde i frikvartererne på skolen. Der var gode, høje mure at spille op ad.

Jeg kan ikke huske, at vi snakkede om at jonglere med bolde, men det er så blevet "moderne" senere og er også nemmere med bløde stof- eller læderbolde, men lige så sjovt som den anden leg.

18-04-2012

En af de helt store lege på vores vej, var denne, som jeg mener, at vi kaldte "at tage land". Reglerne er ret komplicerede, men på en vej, hvor der er børn i alle aldre som hos os, lærer de mindre efterhånden reglerne fra de store. Jeg har fundet legen på http://www.legepatruljen.dk/leg/Default.aspx?Page=2452. Det beskriver fint legen, som vi legede den. Legen husker jeg som en af de rigtig sjove, og sådan en der kunne vare rigtig længe, og hvor vi kunne være mange med. Det sidste forår, hvor Vestenskov skole endnu fungerede, legede børnene en leg i skolegården, som mindede lidt om den gamle leg, men når de skulle forklare mig reglerne, var det en anden leg. Den gik mest ud på at tage områder fra hinanden bare ved at tegne med kridtet, men den kan jo sagtens være udsprunget af, at nogen har forsøgt at lære børnene at lege den gamle leg.

 

Selv om navnet på denne morsomme leg lyder voldsomt, er det en fredelig leg, der lige som rulleskøjter er et sikkert forårstegn. Man skal være mindst tre deltagere, men det er bedst at være flere.

Man tegner en stor kridtcirkel. Den må gerne være et par meter i diameter.
I cirklens midte tegnes en mindre cirkel, ca. 50 cm i diameter. Den store cirkel inddeles i lige så mange ”lande”, som der er deltagere. Ved hvert land tegnes et felt, hvori landets navn skrives.

Når legen starter, står alle med den ene fod i navnefeltet – klar til at spæne af sted. Hvis Danmark skal starte, siger den, som er ”Danmark” f.eks.: ”Jeg melder krig mod Kina!” I samme øjeblik landet er nævnt, styrter alle af sted væk fra cirklen. ”Kina” skal ikke løbe væk, men styrte ind i midten af ringen og råbe ”STOP!” når han har foden i midtercirklen. Nu tager ”Kina” tre skridt og en grønharker i retning af en af de andre. Det behøver ikke at være hen mod ham, som meldte krig. Fra spytklatten skal han nu prøve at røre ved den anden. Begge må gerne sno og vride sig, ja endog lægge sig ned, men foden skal være på det rigtige sted. Hvis ”Kina” nu kan nå den anden, som f.eks. kan være ”Finland”, må han tage et stykke af ”Finlands” område.

 

 

 

Når man skal tage land fra en anden, skal man stå på ét ben i midtercirklen. Herfra må man tegne en kridtstreg fra grænsen og så langt, man kan nå uden at miste balancen. Når man mister balancen eller ikke kan nå længere, tegner man en streg fra endepunktet og ind til midtercirklen. Dette stykke land er nu erobret. Hvis ”Kina” eksempelvis ikke kan nå ”Finland”, skal ”Finland” have et stykke af ”Kinas” jord på samme måde.

Den, som må afgive land, skal nu være den, som melder krig. Når man erobrer land, skriver man sit lands navn i de erobrede områder. I stedet for at stå i midtercirklen, må man gerne stå i landområder, man har erobret.

Man kan blive ved, til et land er udslettet, eller indtil der kun er et land tilbage, og resten er udslettede. Det vindende land må så kalde sig for ”en supermagt”.

Når man melder krig, er det tilladt at narre ved f.eks. at sige laaangsomt: ”Jeeeg meeeldeeer krriiig mooooood Spa…. - og så pludselig råbe ”Finland”.