En 30 år gammel nisse er kommet frem i lyset

Husnisserne

Vi kan godt lide nisser, ingen tvivl om det, men der er absolut grænser for HVILKE nisser, der får adgang til huset.  Så vi har ikke sådan et hjem med nisser overalt. som man nogen gange bliver præsenteret for fx i ugeblade op til jul. Hos min Mormor var der kravlenisser, og det tog min Mor med sig til sit hjem, men de har ikke haft det så nemt hos os.
De nisser, der har været mest populære hos både store og små, er de hjemmestrikkede nissser, som jeg lavede til børnene, da de var små. De dukker frem hvert år i starten af december og indtager deres pladser, nu på vores "gæsteværelser", som egentlig bare er vores børns værelser fra de boede hjemme.

Frederik Brammings kravlenisser, som jeg husker fra mit barndomshjem, men som altså ikke har store chancer her i huset.

Lunte, Pil og Gemyse

Mon nogen husker disse nisser fra Nissebanden? Første gang serien blev sendt i tv, strikkede jeg hver en nisse til børnene, Lunte til vores dreng, Gemyse til den store pige og Pil til den lille. Nisserne ligner ikke en klon af figurerne på tv, men børnene tog dem til sig alligevel. Nisserne er ikke strikket efter opskrift, men lidt på fri hånd. Fyldet er faktisk vat ( de blev lavet for 25-30 år siden), men i dag kunne de godt trænge til ny indmad. Disse nisser er blevet boende her i huset selvom vores børn for længst er flyttet hjemmefra, og to af dem har deres egne børnefamilier, men nissserne er altså ikke flyttet med.

Nisser til børnebørnene

Så er de nye nisser godt på vej, pigenissen mangler bare nissehuen, men drengene mangler både tøj og hår. De skal være færdige, så børnene kan få deres nisse i en pakke på pakkekalenderen i løbet af julemåneden, og det skal de også nok blive. Jeg tror, at nissehuerne skal sys fast. Nisser sover vel med huen på? Ellers risikerer vi bare, at huerne falder af og ligger alle mulige steder rundt i huset.

Nisser i forskellige stadier

Nu er nisserne færdige og klar til at flytte hen til børnebørnene

Så blev nisserne afleveret til deres nye familie, og de faldt i god jord, fik straks navne efter nissserne i Nissebanden. Men jeg måtte have gang i strikkepindede allerede samme aften, den ene nisse kunne ikke undvære sin ble og måtte have et par hvide underbukser til at holde bleen på plads!

Den sidste nisse er også færdig nu og klar til at flytte ind hos Simon.