25-02-2016

Strikkecafeinspiration

I mandags havde vi besøg af et dygtigt og kreativt ægtepar, som begge to er store strikkere. Manden har i mange år kartet, spundet uld og strikket sine egne sweatre. Hans kone er en meget dygtig strikker, men det der fangede interessen lige umiddelbart var en god måde at bruge rester på. Engang havde hun købt en opskrift på et sjal, hvor man strikker en retsind ad gangen, skifter farve og fortsætter sådan. I hver side tages en maske ud, så sjalet får sin trekantede facon. Alle trådenderne klippes ens lange, fx 10 cm, og efterhånden flettes de sammen tre og tre, altså ingen ender at hæfte. Sjalet startes med at slå tre masker op, jeg brugte tre tråde til det, så der er lidt hold i det. Kanterne ligner ikke helt oplægget, men sådan her kan det også gøres. Mine rester er fra de børnehuer, som jeg strikkede i efteråret plus nogle tyndere tråde. Virkningen bliver bedst, hvis der blandes forskellige kvaliteter og tykkelser garn.