09-11-2015

Hønsestrik

Jeg køber stort set ikke håndarbejdsbøger, der er adgang til mange til andre steder, og som regel er det måske kun en enkelt opskrift, man kan bruge. Men på Bogmessen i den forgangne weekend blev jeg alligevel fristet. Vi har jo set 70'erne udstillingen i Den gamle By i Århus her i sommer, og set alle de fantastiske stykke hønsestrik, de har samlet der. Det kribler lidt i fingrene, så da denne her pludselig lå der til en meget favorabel pris, så kom den altså med mig hjem. Der er rigtig mange gode ideer, blandt andet en lækker lille drengebluse med maritime mønstre. Måske jeg kunne strikke sådan en...

Bogen hedder Hønsestrik til folket og er skrevet af Cecilie Kaurin og Linn Bryhn Jacobsen (Turbine Forlaget, 2014). Bogen er oversat fra norsk, så der er også meget norske sweatre, men det er vel kun et ekstra plus, når det gælder mønsterstrik.