Skal vi ikke have...?

Når man besøger Mormor, skal der livretter på bordet.
Og det kommer og kom der som regel også. Det kunne være alt fra de gode pandekager fra min Mors Mormors køkken, hjemmebagt franskbrød og
 mormorfrikadeller hos min Mormor til boller i karry hos min Mor, når mine børn var på besøg.
Og hos os er det lige nu de hjemmelavede fiskefrikadeller og hjemmebagte boller, der hitter.

Når min Mor besøgte sin Mormor, skulle hun sejle med færge fra sin egen ø over til naboøen, hvor hendes Mormor og Morfar havde deres gård. Oven på sådan en rejse syntes hendes Mormor, at hun fortjentede tykke pandekager.
Opskriften er så gået i arv til os andre, og den fortsætter hos mine børn, så måske de også engang skal lave tykke pandekager til deres børnebørn, når de kommer på besøg.
OPSKRIFT PÅ TYKKE PANDEKAGER

1 pund mel (500 g)

50 g gær

3-4 æg

200 g smeltet margarine

mælk til dejen er tilpas lind


Smager allerbedst med stikkelsbærkompot .til
PS I dag ville jeg bruge smør til pandekagerne, men det var altså margarine "dengang"

I øjeblikket er disse hjemmelavede fiskefrikadeller i høj kurs hos børnebørnene, og da Morfar fisker selv, kan vi altid lave friske deller til de små, når de kommer på besøg.
 
HJEMMELAVEDE FISKEFRIKADELLER

Fiskekødet, ca. 400 gr., skæres i småstykker, lægges parat på et skærebræt sammen med et par skiver røget spæk, også i småstykker, et lille løg, to pænt store, kogte kartofler. Alt dette køres i maskinen, det skal hakkes fint. Farsen kommes i en skål og røres med salt, derefter et æg, lidt fløde, peber. Hvis farsen virker lidt for ”tynd”, kan man godt komme en skefuld maizenamel i. Lad farsen hvile et stykke tid, inden der steges frikadeller.

En hjemmebagt bolle er alle glade for. Bollerne er ikke fuldkorns, men der må vel også gerne være lidt forskel på hverdagen derhjemme og "festen", i dette tilfælde når de besøger os.

DE HJEMMEBAGTE BOLLER 
2 dl mælk
50 g gær
100 g margarine/smør
1 æg
50 g sukker
1 tsk salt
ca. 500 g hvedemel
evt. en lille håndfuld rosiner
Opløs gæren i den lune smør/mælkeblanding
Tilsæt de andre ting og ælt dejen med så meget mel, som den kan tage.
Stilles til hævning med et viskestykke over i ca. 20 min.
Formes til boller og sættes på en plade.
Bollerne efterhæver i 30-40 min.
Smøres med æg, og bages ved 225 gr i 10-12 min.

Børnebørnene spiser bollerne som de er, mens vi andre gerne vil have dem med smør og/eller ost og marmelade.

NB: Nu er vi begyndt at blande 150 gr fulkdkornsspeltmel sammen med 350 gr økologisk hvedemel fra Ânglamark, og det er kræs, og gør bollerne meget velegnede til hverdagsboller!

Min Mormor lavede de dejligste frikadeller. Jeg tror, at farsen var mere fed end den, vi bruger i dag, men alligevel kommer den gode smag frem. Hun rørte farsen i et stort lerfad med en trægrydeske, jeg syntes hun så ud til at have kæmpekræfter, når hun stod der med fadet i den ene hånd, hvilende op ad sig og rørte med den anden hånd. Der blev altid lavet en stor portion, enten fordi vi var mange eller fordi frikadellerne også var gode som pålæg.

MORMORFRIKADELLER

500 g flæskefars røres med 1 æg, et lille revet løg, salt og peber, en lille håndfuld havregryn og lidt kogende vand. Farsen tages op med en ske og formes inde i hånden, inden de sættes på panden i det varme smør.

Når vores børn besøgte deres Mormor og Morfar, skulle de selvfølgelig også have nogle livretter, fx boller i karry og røde pølser med varm kartoffelsalat. Det var for begge retters vedkommende noget, som ikke var mad hjemme hos os, jo, kartoffelsalaten, men de røde pølser var bandlyste, og det kogte fars var også uspiseligt for børnenes far. Men så meget desto mere kunne børnene glæde sig til at komme hjem hos Mormor og Morfar og få det, som de ikke fik her.
Men senere er vi kommet efter i hvert fald karryretten og laver det på følgende måde:

DEN NEMME "BOLLER I KARRY"
Kødbollerne laves nemt af en god medister, hvor man kan klemme bollerne ud af pølseskindet, de koges med en bouillonterning i vandet. Sovsen laves af kogevandet
og sammen med bollerne tilsætter vi fx småstykker af jordskokker, knoldselleri, gulerødder, bønnespirer, champignon eller hvad vi har på lager. Det gør retten noget mere spiselig. Selvfølgelig får vi ris til.

Det gode (Amo)franskbrød

Dejligt, hjemmebagt franskbrød, som er lækkert nybagt, men også smager rigtig godt, når man rister skiverne. Bag bare to, de kan sagtens holde sig i fryseren. Jeg er begyndt at bruge det økologiske hvedemel fra Kvickly i stedet for det traditionelle Amomel.
Dej:

500 g Amo Hvedemel

25 g smør eller margarine

25 g gær

2 ½ - 3 dl mælk

1 tsk salt

1 tsk sukker

 

Fremgangsmåde:

1. Stil Amo Hvedemel og fad frem så begge dele får stuetemperatur

2. Anbring alle ingredienser i fadet - med undtagelse af mælk og gær.

3. Lun mælken til den er håndvarm.

4. Opløs gæren i den lune mælk. Husk, gæren må ikke varmes med.

5. Ælt dejen sammen i fadet ca. 2-3 min.

6. Lad dejen hæve i fadet på et lunt sted til dobbel størrelse tildækket med et viskestykke.

7. Strø lidt Amo Hvedemel på bordet og arbejd den hævede dej sammen.

8: Form dejen til 1 kugle, der hviler 2-3 min. Slå den flad.

9: Bøj de to flige ind mod midten.

10. Læg dejen sammen endnu engang og rul den ud i pølseform i en bageforms længde.

11: Anbring dejen i den smurte form (eller på en plade). Dækkes med et viskestykke og efterhæver til dobbelt størrelse i stuetemperatur

12: Pensl med vand eller mælk.

13: Snit dejen på langs, men ikke for dybt (fritstående brød dog på tværs).

Bagetid: Brødet sættes på ovnens nederste rille og bages ved 200ºC i 45 min. Husk at ovnen skal op på denne temperatur, før dejen sættes ind! Tag straks brødet ud af formen og afkøl det på en bagerist.
.

  Sidste nye er at bruge hævekurv til det hjemmebagte franskbrød, det bliver rigtig flot!

Leverpostej

Til ca. 500 gr lever og spæk (forhold 2:1) beregnes 1 æg, et lille revet løg, to store kogte, mosede kartofler, salt og peber OG ½ tsk tørret oregano. Alt røres sammen, og det bages i ovnen ved 200 gr i ca 1 time. Når det går rigtig højt, hører der selvfølgelig ristet bacon og champignoner til og selvfølgelig de hjemmelavede rødbeder.