18-01-2012

Farmorhuset

Jeg sidder og småkigger på Aftenshowet, og så dukker der pludselig en fantastisk historie op på skærmen, nemlig tre kvinder som er tilknyttet FARMORHUSET i Vordingborg. Det er sikkert min fejl, men jeg havde aldrig hørt om det før. Hvor er det en flot ide! På hjemmesiden www.farmorhuset.dk er der meget at hente, bl.a. også nogle af de ting, som jeg selv har med på min side (Farmorhistorier fx).

På tv prøver de at beskrive forskellen på Mormor og Farmor, men det ved jeg nu ikke, om det lykkes særlig godt for dem. Hvis grundlæggeren af Farmorhuset havde været Mormor, så var det nok blevet et Mormorhus i stedet. Eller også er vores børnebørn bare heldige at have de dejligste Farmor/Bedsterelationer også.

Men ideen med sådan en cafe, hvor de holder de gamle værdier og dyder i live, synes jeg er rigtig god. De holder også en del arrangementer, hvor alle, også Mormødre, er velkomne.