11-01-2013

Souveniren fra Amsterdam

Da vi var i Amsterdam i efterårsferien, besøgte vi selvfølgelig blomstermarkedet ved kanalen, og hvad var mere nærliggende end at tage en lille souvenir med hjem i form af et blomsterløg (jeg ved altså ikke om det er tilladt at tage noget med jord på med hjem?) men altså, da julen var nært forestående, kom der et amaryllisløg i indkøbsposen, det største af slagsen jeg nogen sinde har set. Det var lang tid om at komme i gang, jeg var nærmest ved at opgive og troede måske, jeg havde ladet mig lokke af størrelse og udseende som en anden nem turist. Men så begyndte det ellers, og nu blomstrer det med de vildeste blomster. Der kom to stilke, og blomsterne er en fin helt lys ferskenfarve, som jeg aldrig har set herhjemme. Og der er en stilk mere på vej op nedefra! Jeg gemmer ellers aldrig amaryllisløg, men denne gang tror jeg, at jeg vil prøve at gøre en undtagelse - det kunne jo være sjovt at få det i gang igen senere.