11-01-2012

Mommor eller Mårmor

Jeg bliver mobbet - eller nej, det gør jeg jo ikke, drillet så! Med mit sprog, min dialekt. Og med de gamle udtryk, som vi kan finde på at fylde vores sprog med.

Jeg har levet hele mit liv hernede, og sproget er selvfølgelig formet af det område og dialekten, det manglende stød som gør at vi synger lidt på ordene, de svære bløde d'er som har en tendens til at forsvinde ud af ordene hvis man ikke passer på. Og så de gamle udtryk, som vi mere eller mindre bevidst stadig fletter ind i vores sprog.

Men da vores børnebørn begyndte at komme til, var mit store ønske, at jeg kunne få lov til at være en [mommor], altså ikke udtalt på nordsjællansk. Og sådan er det i hvert fald blevet indtil nu. Vores ene svigersøn har, sin vestsjællandske dialekt til trods, selv haft en Mormor fra Lolland, så det faldt ham let at sige det rigtigt. Vores anden svigersøn, som taler udpræget nordsjællandsk, er så hensynsfuld, at han slår krøller på sin tunge for at sige det, som jeg så gerne vil høre og lære børnebørnene at sige. Den store dreng er rigtig god til det, selvom pædagogerne omkring ham konsekvent siger [mårmor]. Og jeg er da også meget opmærksom på, at det sandsynligvis bliver en kamp mod vindmøller, for når jeg går tur i deres boligområde, kan jeg da høre, hvordan alle børnene taler, og det vil da helt sikkert præge vores små også, når de fx skal i skole. Men indtil da må jeg så bare  nyde det klingende [MOMMOR] og [MOFFAR], når drengen ser ser os.

I øvrigt synes jeg selvfølgelig, at vi skal holde fast i vores dialekter, også os der taler et sprog, som notorisk er lidt lattervækkende at høre på for andre mennesker. Hos min egen Mormor og Morfar blev der talt en helt udpræget gammel dialekt, som hørte til på deres ø. Min Morfar havde også alle mulige gamle udtryk, som han hellere end gerne ville forklare, hvis man ikke helt forstod det. Måske nogen af vores de små kan blive lige så opmærksomme på sproget, som vi selv har været og stadig er?