01-04-2021

100 år

I dag den 1. april for 100 år siden blev min far født på den lille ø Romsø i Søndersø ved Maribo. Asger kom han til at hedde, og her på øen tilbragte han sine første barneår sammen med sin far og mor. Faren fiskede og arbejdede på Søholt, og moren passede hus og familie. Et frit barneliv, hvor han allerede lærte glæden ved at færdes til vands. Senere flyttede familien til Falster, boede et par forskellige steder i Nykøbing, for endelig at købe det hus, som vi børn lærte at kende som min farfars hus. Min far blev udlært som tømrer, men havde i øvrigt nærmest allround-håndværkerskills, han kunne lave alt. Således byggede han allerede som helt ung sit første "skiv", sejlsport blev hans helt store interesse eller rettere livsstil. Det blev hverdagen for min mor og os børn. For min far blev også familiemenneske, begyndende da min mor og far blev gift og købte hus i Nykøbing, en ejemdom hvor min far reparerede, vedligeholdt og udbyggede alt, og som blev vores barndomshjem. Min far var en god ægtemand og en kærlig far og senere i livet morfar.

I den forløbne uge har vi besøgt hans og min mors gravsted, "som nu engang er det sted i verden hvor du ikke er" (SUT). Det giver en god stund til at mindes alt det liv, man har levet sammen med sin far og til endnu en gang at overveje, hvor meget han har præget det liv, der er levet uden ham. Min far døde i 1995.

Æret være hans minde.