05-10-2012

Love Me Do

Tænk engang, i dag den 5. oktober er det 50 år siden Beatles udgav Love Me Do og dermed startede en verdensrevolution, som vi børn og unge på den tid var heldige at blive en del af. Det blev først rigtig stort med The Beatles, der havde jo været rock'n'roll før dem, men Beatles blev for alle. Jeg var lige startet på engelskundervisning og kendte ikke alle de ord, de sang og brugte i titlerne, så når jeg hørte hitlister i radioen, skrev jeg titlerne ned som en slags lydskrift, men det var jo også en måde at lære det på. Og synge med på alle 1'erne kunne vi alle sammen.  Og Beatles fulgte med hele vores barndom og ungdom, sidste gang vi brugte noget Beatlesmusik var i vores afslutningsshow til sidste skoledag på gymnasiet! Men i straten var det hele tiden et oplæg til strid med de voksne, både musikken som "larmede" og så det at alt foregik på engelsk, det var jo ikke lige Gustav Winkler og Birthe Wilke! Også tøj- og hårstil forandrede sig, alle drengene ville lade håret vokse ligesom heltene fra Liverpool, men det gik ikke altid stille af sig. Engang oplevede jeg til et afdansningsbal, at vores danselærer sendte en af drengene hjem for at blive klippet (hans mor var frisør), ellers ville han blive udelukket fra at danse med i opvisningen! Og han gjorde det!