03-04-2018

En uge i Lissabon

I ugen op til påske har vi været i Lissabon sammen med ældstebarnet og hendes familie. Og det har på alle måder været en positiv oplevelse, vi havde på forhånd læst vejrudsigter, som lovede kulde og regnvejr, så vi pakkede uldne sweatre og paraplyer, men det blev faktisk solkrem, sandaler og t-shirts vi fik brug for. Vi boede i centrum af byen i en flot, flot lejlighed med rigtig god plads til både unge og gamle og børn. Og med centralvarme, så hvis det havde været rigtig koldt, så ville vi også kunne holde varmen. Fra lejligheden gik turene så i bil eller bus ud i byen eller i områderne omkring byen. Vi så museer, de store broer, strande og kyster, borge og flotte palæer osv Vi sad på DN store Henrik-Søfareren-plads midt i solen og spiste frokost og vi sad på lokale restauranter ude på landet og spiste blæksprutter og baccalauo. Og så har det været så godt at være så meget sammen med børnene, både "hjemme" i lejligheden og på ture rundt omkring. Ikke mindst flyveturene, som vi fik hele fire af, idet vi skulle mellemlande både ned og hjem. 

Overalt mødte vi venlige og imødekommende mennesker, både i byen og på landet, og de fleste slog automatisk over i engelsk, portugisisk er ret svært! Maden var international, selvfølgelig, men vi fik altså også en del fisk. Vi lavede mad selv, fordi lejlighedens køkken var mere end veludstyret, så det havde været synd ikke at benytte os af det. Og så lod vi opvaskeren om at rydde op, og vaskemaskinen om at ordne klude og sokker! Men vi spiste altså også ude, og en aften hentede vi sushi i en nærliggende sushi-restaurant, vi boede jo centralt.