22-02-2018

Havnen

Jeg har lagt teksten til en gammel Osvald Helmut-vise her, og anledningen er, at jeg så, at Museet for Søfart i Helsingør udgiver deres årbog med titlen "Havnen - hvor verden ender og  begynder". Og den vil vi gerne læse. Vi er begge to udstyret med genet for "Vi skal ned til havnen". Uanset hvor vi er på ferie eller hvor vi kører i Danmark, så søger vi ned til havnene. Og det er selvfølgelig vores opvækst på en ø for begges vedkommende og for mig min barndom ombord på mine forældres sejlskib der gør, at havne betyder noget særligt.

Jeg har altid fået en klump i halsen, når jeg har hørt den gamle vise, og det er selvfølgelig fordi den handler om andet end livet på havnen. Men den handler også om havnen, om den lændsel ud, som man føler, når man ser de store skibe. Sangeren er bolværksmatros og vil gerne fortøje skibene, så føler han lidt af stemningen derudefra. Jeg tror også der ligger lidt af det i havneturene for os, vi kommer jo ud, vi har set palmer så store som huse, men alligevel er det spændende at forestille sig livet om bord på skibene. Vi ser også altid udsendelser i tv, som handler om at sejle. Troels Kløvedals, Havanna-serien og senest historien om Peitersens tur gennem Nordvestpassagen.

Vi har jo ikke rejst uden for Europa, men her har vi også haft de gode sejloplevelser de sidste år i form af krydstogter. Senest på Middelhavet for et par år siden. Der er noget fantastisk ved at ankomme til et nyt sted på sådan et stort skib, gå i land i havneområdet og opdage i de her tilfælde de nye lande eller øer. Det er ikke kun maden og luksusen ombord, der lokker folk af sted, tror jeg. Det må så afgjort også være denne ankommen og af sejling fra havnene.

Under Mormorhistorier har lagt lagt et par tekster om "de gamles" forhold til havnen.