15-01-2018

Vintersysler

En af de gode ting, man kan bruge disse iskolde vinterdage til, er indendørs oprydning. Og vi har således kastet os over biblioteksstuen  ovenpå. Der er bøger i bunkevis, ikke kun hyldemeter efter hyldemeter, men altså også bunker flere steder på gulvet. Det holder jo ikke. Der skal ryddes op og kasseres, selvom det altid gør ondt at kassere bøger. Foreløbig har vi fyldt 6-7 kasser (de gamle træfrugtkasser fra Fejø er perfekte, de skal jo også kunne bæres, når de bliver fyldt med bøger). Hvordan skal man så vælge, hvad der skal ud, og hvad der kan få en chance mere? For nogle år siden læste vi en kronik i Polotiken, skrevet af en præst der skulle pensioneres og dermed flytte fra embedsboligen til noget mindre. Og som derfor var nødt til at rydde ud i bogbestanden. Han anlagde det kriterium, at hvis han mente, at han kunne få lyst til at læse den pågældende bog inden for de næste to år, så blev den fredet. Hm, ja, men hvad så med alle fagbøgerne? Alle børnebøgerne? Alle hylderne med lyrik? Samlinger af noveller? Osv osv.  Det er lidt svært, synes jeg, men lige nu er vores mål, at de overlevende bøger skal kunne være PÅ reolerne og altså ikke i bunker på gulvet. Så må det da hjælpe lidt på det. 

Og så er det i øvrigt en ret hyggelig beskæftigelse at tømme en hylde, kigge alle bøgerne igennem, overveje hvor den skal hen og stå (eller i frugtkassen) og så videre til den næste.