18-09-2012

Autenticitet

Vi har mange dejlige naboer, men dem der bor tættest på er weekendnaboer, dvs. de har huset som fritidsbolig. Ikke at de går mindre op i det, snarere tværtimod, de arbejder altid, når de er her. Reparerer, bygger om, maler, laver brænde og rumstrerer i haven. Og så går de rigtig meget op i at skabe en "autentisk" hverdag her, indretter huset med møbler, som passer til en gammeldags landlig stil med enkle møbler, som de for nogle møblers vedkommende har arvet fra vores gemmer, men også med møbler, som stod i huset, da de overtog det. Desuden bruger de, hvad der er i haven og i området i øvrigt, i denne weekend var det æbler og hyldebær og hyben og brombær, og vi snakkede også om, at vi skulle have været ned på engen for at finde havtornbær. Jeg synes, det er en fin tilgang til det at have et hus på landet, de overtog en gammel bondehave med alle de gode ting, det førte med sig, og de er i øvrigt meget åbne over for, hvad området byder på, også fisk. Det kan kun være en inspiration for os andre også.