20-12-2011

En julehistorie

 

Kan du huske en julehistorie fra du var barn, sådan en som gjorde rigtig meget indtryk på dig?

Der er selvfølgelig julehistorien over dem alle, nemlig  juleevangeliet,  men af andre, mere hverdagsagtige historier findes der jo også mange, men er de blevet hængende?

Jeg kan huske, vi læste en i skolen, sikkert i en af de små klasser, om en dreng som købte en marcipangris til sin mor i julegave. Han havde den liggende i en fin æske under sin seng, og han var så stolt af denne gave, at han måtte have den frem og kigge på. Fint nok, men næste gang han kiggede på den, skulle han også lige smage lidt på den, og det blev til mere end en gang, så til sidst var der ikke så meget tilbage af denne marcipangris, men det blev alligevel til en julegave til mor.

Min mand har nogle rigtig gamle julebøger, sådan nogen som folk købte i gamle dage, hans Mormor holdt meget af de lidt sentimentale, opbyggelige  julehistorier, som nu altså bor i vores bogreol. Hvert år til jul læste han op af en af disse bøger for børnene i skolen, ikke noget med moderne jul her. Hans yndlingshistorie er den om Kræsenbogen. Børnene er vældig kræsne og hvad stiller man op med det? Jo, faren laver en kræsenbog, hvor han skriver op alt det børnene ikke kan lide. Det bliver jo en del, men til slut laver moren så en "sammenkogt" ret af alle disse ting og serverer den for faren, som så selvfølgelig ikke kan spise det. God morale.

Jeg brugte i nogle år et par af Selma Lagerlöfs Kristuslegender som julehistorier, ikke nødvendigvis fordi de handlede om jul, men fordi de kunne iscenesættes på en måde, som gav sådan en god stemning. Fx Rødhalsen, som egentlig er en påskefortælling, men den brugte jeg til jul, og havde selvfølgelig været i skolens samling af udstoppede dyr for at hente den lille rødhals. Et andet år brugte vi historien om dronningen af Saba og den gamle palme som oplæsningshistorie til at familiearrangement i klassen til jul.

Af længere historier, altså bøger, holder jeg meget af ”Marias lille æsel” og Møllehaves ”Da glæden blev født”, begge har jeg læst op i skolen med meget hygge til følge. I nyere tid var det en rigtig sjov oplevelse som skolebibliotekar at læse Kim Fupz Aakesons ”Nissen der ville være berømt”, sådan en god anderledes historie, hvor jeg tillod mig at kopiere nogle af de dejlige tegninger til børnene, som de så kunne farvelægge bagefter. Og den nye Kim Fupz "En julehistorie og alligevel ikke" er også en dejlig, lidt anderledes julehistorie.

Jeg vil lige nævne en mere, som også er meget sød. Den er skrevet af Hans Chr. Hansen, børnebogsforfatteren. Jeg mener, at den hedder "Dejlig er den himmel blå", men er ikke helt sikker. Den handler om en dreng, som så forfærdeligt meget ønsker sig et eller andet stykke legetøj, men mor og far er hårde, det kan han godt slå ud af sit lille hoved. På torvet ser drengen så et lille Frelsens Hær-kor, der synger og samler ind til de fattige, og straks har han ideen om at stille sig op med sin blokfløjte, som han lige akkurat kan spille "Dejlig er den himmel blå" på og spille og samle ind, ikke til de fattige, men til sig selv. Og mens han står der, ser han faren og moren gå ind i legetøjsforretningen, og de kommer ud med en pakke, som ligner det, han ønsker sig....

Hvilke historier vil vi kunne læse for børnebørnene, som de vil kunne huske? Det er selvfølgelig meget svært eller umuligt at vide, men  historien om Kræsenbogen vil da nok blive afprøvet, når børnene har alderen til den.