19-09-2016

Send et brev

Vi har lige haft en fødselsdag i familien, en af de unge som for nylig er flyttet ud for sig selv, og jeg ville gerne glæde hende med et personligt fødselsdagsbrev i postkassen. Hm, det har postvæsenet nu nærmest ødelagt, for enten skal jeg betale 27kr for at sende et brev, der kan ligge i postkassen om morgenen på dagen (og så kunne jeg jo næsten køre derind og ønske hende tillykke). Eller også kan jeg nøjes med 8kr, men så skal det afsendes en uge før, ja, nogen fortæller, at fx breve med tider til hospitalsundersøgelser har været 9 dage undervejs. Og så kommer brevet jo bare en eller anden tilfældig dag, og efter al sandsynlighed ikke på selve fødselsdagen. Jeg ærgrer mig sådan over at denne mulighed er ødelagt! Jeg tyede så til SMSen, men synes jo ikke, det er det samme, vel? Og hvis det handlede om, at økonomien haltede i postvæsenet så må jeg altså sige, at mine frimærker ikke kommer så ofte af sted, som de gjorde før denne mærkelige form for besparelse. Synd at sådan en kultur bliver ødelagt!