30-07-2012

Dansk sommermad

Hvad gi'r man (ventede) gæster fra udlandet, når det er sommer, og haven og havet bugner af lækker mad? Stegt flæsk med persillesovs - nej, ikke lige det mest oplagte, bl. a. fordi vi aldrig selv spiser det.

Men i stedet lavede vi frikadeller med nye kartofler, agurkesalat og stegt spidskål til den ene dag. Og så var vi heldige at fange en hel del fisk, så stegte fiskefiletter (skrubber) blev til et måltid (dog kun med brød til efter at have været på udflugt hele dagen). Et andet fiskemåltid blev en side af multen, som blev dampet med bredbladet persille og rucolasalat, det skabte stor lykke. Og så selvfølgelig en grydestegt kylling fyldt med persille og med brun sovs, kartofler, agurkesalat, grillede squashskiver med olivensalat over.

Desserterne blev et helt kapitel for sig, idet vi kogte jordbærgrød til den ene aften - og det blev vist ugens helt store kulinariske oplevelse, tænk alt det sjov over rødgrød med fløde, og så er det bare et herremåltid. Hvorfor laver ikke alle folkeslag frugtgrød mon? Og en anden aften fik vi koldskål, som også er en fin dansk sommerret, men her var det vist kammerjunkerne, der tog flest kegler.

Og jo, vi havde også en grillaften med det hele, forskellige slags kød og kold kartoffelsalat og forskellige salater til. Og is til dessert, sådan spiser de fleste danskere vist sommermad.

Så manglede vi kun de friskfangede rejer for at kunne gøre billedet fuldendt, men hvor kan vi finde dem?