15-06-2016

Dannebrog

i dag er det Valdemars dag, vi fejrer vores flag bl. a. ved at flage alle steder, så det var et flot syn, der mødte mig i Nakskov i formiddag, da jeg skulle på arbejde: Flagstængerne var rejst overalt i den indre by, busserne flagede og selvfølgelig de mere officielle steder. Det ser så flot og festligt ud, når der flages med vort smukke flag.

MEN jeg blev noget mismodig, da jeg senere på facebook så, at en ny undersøgelse viser, at antallet af danskere, som forbinder noget positivt med Dannebrog, er faldende, kraftigt endda indenfor de sidste fire år. Hvad sker der? Mange mennesker begrunder deres opfattelse med, at DF skulle have taget patent på Dannebrog. Vrøvl! Så har folk da først for alvor tabt, hvis de lader sig styre af det. Alle partier i Danmark burde da være stolte over at bruge Dannebrog. Så jeg mener, at vi fortsat skal bruge flaget, som vi altid har gjort, sætte det, når nogen har fødselsdag eller der er andre festdage, der skal markeres, brug det når byen fester, fx som i sidste uge, da dronningen var på besøg, pynt fødselsdagshilsener med flag, sæt flag på fødselsdagskortene osv osv. Ingen skal komme til at bestemme over min glæde ved at flage! Og jeg glæder mig altid over, at vi har sådan et smukt flag! Og det bliver også sat på lørdag, hvor vi holder en lille festdag i familien.