03-04-2016

Det var en af de der dage

som man godt kunne give sig til at samle på. Allerede i går aftes "pakkede" jeg, alle de praktiske ting, som jeg regnede med, at der skulle bruges i campingvognen. Jeg har ikke været inde i den siden efteråret, så dagen i dag var sæsonåbningsdag. Køkkentøj, små bradepander og bagepapir til den lille ovn, duge, håndklæder, rengøringsmidler, tæpper og sengetøj. Det var nu ikke vores mening at overnatte, endnu i hvert fald, men vi kunne lige så godt gøre klar. Vi huskede den lille støvsuger, det kan godt være vi klarede os med en lille kost i gamle dage, men nu da vi har strøm, er det lettede at støvsuge.

Men inden vi kørte ud til campingpladsen, var vi selvfølgelig på vores forårsbesøg på kirkegården. Det er udelukkende for min egen skyld, disse besøg, men jeg får en god mavefornemmelse ved at besøge dem, "det sted hvor de ikke er". Der var allerede plantet flotte lyseblå stedmoderplanter ved gravstenen, hvad mon der nu er gået galt? Det var meningen, at jeg selv skulle plante fremover. Nå, så tog jeg i stedet de medbragte udplantningsplanter med ud til campingvognen. Vejret var dejligt, det var næsten solskin det meste af dagen, med en times rigtig sol først på eftermiddagen. Så kørte vi ud og åbnede den lille vogn, ryddede op og ud, vaskede og gjorde rent og nød omgivelserne ind imellem. Huskede alle måltiderne, lavede frisk kaffe og nød vores frokost. Mens T røgtede ruserne, fik jeg min velfortjente middagslur, dog inde i vognen, det er forår, men absolut ikke varmerekord endnu. Så skulle der slagtes og ordnes fisk, gås tur på stranden og til sidst ryddes væk og pakkes sammen. På vej til færgen besøgte vi lige en bekendt på øen, beundrede hans lille træskiv, som han var i gang med forårsarbejdet på. Og hjemme til aften fik vi nyfangede, stegte skubber til aftensmad. En god afslutning på en god, lang forårsdag.