26-11-2015

En af de gode dage

 

 Vi skulle bare lige et smut over til Fejø for at hente Nordmannsgran og Nobilisgran og troldegrene og kristtorn og ellekogler og hvad der ellers kan bruges her op til jul. Og så hente et lille læs juletræer til gartneren. Og så lige på kirkegården, "det sted du ikke er", så der også ser pænt ud til 1. søndag i advent. Så fik vi i tilgift den allerflotteste dag på øen, man kan forestille sig. Klar, blå himmel, ingen vind og al den varme sol, man kan forestille og ønske sig. Og langs stranden kom havørnen glidende på sin jagt efter en skarv eller to. Sikke en dag! Der er så mange dejlige steder på øen, ikke mindst vores eget lille hjørne, men her er et af mine favoritter, nemlig stranden ude ved kirken. Det er essensen af øen, både en stille soldag som i dag, men også en grå dag, hvor det blæser vildt ude fra vandet. 

Og vi fik fyldt bilen med alle de dejlige sager, så nu kan vi få gjort klar til julemåneden.