04-12-2011

Julens glæde

 

Hvor er vi dog priviligerede!
Forretninger og ugeblade og aviser har længe været fyldt med alle mulige juleting, som bare ligger og venter på at blive købt - og vi skal nok være der. Vi har jo mulighed for at købe det, som vi synes, der skal til. Vi har en god indtægt stadigvæk, selvom vi er gået på pension, og vi behøver ikke vende hver 5-øre for at få det til at slå til. Jeg har lavet kalenderpakker til børnebørnene, og der kunne jeg også give dem det, jeg syntes, der skulle til. Og julegaver skal der også nok blive til både til de små og de store.
Men da vi var børn, var det anderledes. Min Far var håndværker, og ind under jul var det ikke ualmindeligt, at der var perioder med arbejdsløshed, og så var pengene små.
Det forsøgte almindelige mennesker som mine forældre så at imødekomme ved hjælp af Julens Glæde. Og det var i fysisk forstand et menneske, en mand i vores tilfælde, som en gang imellem (hver måned?) kom hos os og tømte en sparebøsse, der var lavet som et ur, og stod i vores soveværelse i vindueskarmen, og hvor min Mor sparede lidt op, når hun havde til overs hele året igennem. Disse penge blev så "gemt" til jul og kunne blive til den julegave eller den gode and, som de gerne ville have skulle være en del af vores jul.
Det var forjættende, når Julens Glæde kom forbi, tænk at vi lagde op til jul - og allerede om sommeren blev mindet om, at der var en jul at se hen til.