29-09-2015

En lille glædelig overraskelse

Jeg bliver så glad. Kommer kørende ad Langøvejen på vej mod Nakskov, hvor jeg skal "på arbejde". Jeg har prøvet dette her før, men bliver alligevel overrasket. Kan på afstand se de gule veste - de fylder godt på vejen, og inden længe er jeg oppe, så jeg skal overhale. Det er igen en seks-syv tandemer med "blind" skrevet på vestens ryg. Så er der igen en flok frivillige, som er ude at cykle med nogle synshandicappede borgere. Hvor er det altså flot. Denne gang får jeg både vinket og set i bakspejlet, at det bliver vinket igen. Jeg bliver bare så glad, når jeg ser dem.

Hvor ville vores gamle morbror have været glad for sådan en tur, han som cyklede ture hele sit liv ville have været glad for en tur ud hvor han kunne mærke lugte og dufte og solen og vinden i ansigtet. Tror jeg skal undersøge, hvem det er der arrangerer disse ture.