31-08-2015

Formiddagskaffe

Vi drikker formiddagskaffe - hver dag! Uanset hvad vi laver, og hvor vi befinder os i vores store hus og omgivelser, så mødes vi til formiddagskaffe kl. halv 11. Det lyder helt vildt nørdet, når man siger det, men sådan er det altså, når man har tid til det. Kaffe, et stykke brød og så allerhelst også avisen. Det er dog ikke hver dag, posten når frem til dette tidspunkt, men når hun gør, så nyder vi vores avis sammen med kaffen. Vi deles godt om avisen, T får den første sektion, det er den med politik og nyheder, og jeg får kulturdelen. I dag sidder vi med hver vores artikel, som godt afspejler vores interesser, altså i lidt forskellige retninger.

"Myrekolonier kan erstatte sprøjtemidler"

"Digte, stjernestøv og europaller"

"Et treårigt projekt i Australien viser, at myrer kan erstatte sprøjtegifte i plantagerne med fx mangoer"

"Kladden til Inger Christensens 15. sonet i Sommerfugledalen er skrevet bag på en gammel korrektur, fyldt med streger og tal hen over ordene"

 På den måde læser vi om hver vores interessefelt og læser højt for hinanden. Hyggestund af de gode.