30-07-2015

Rifbjerg

Jeg har - næsten - altid været ret optaget af Rifbjergs forfatterskab, så hvad er mere oplagt end en tur til Det kongelige Bibliotek for at se deres nye udstilling. Når man kommer ned i kælderen, møder man denne væg, hvor Rifbjergs karakteristiske kasket og en trenchcoat hænger, som om Rifbjerg lige er ankommet og er gået ind i de tilstødende lokaler. Væggene her er beklædt med bogreoler, og ind imellem dem står pæne læderstole. Bagerst i kælderen er Rifbjergs "arbejdsværelse" med flere bogreoler og skrivemaskiner. I bogreolernes kikkasser udstilles bøger, manuskripter, scrapbøger, billeder og andet, som gennemgår forfatterskabet, inddelt i prosa, lyrik, drama osv. Et sted kan man høre Rifbjerg selv læse op fra "Under vejr", "Konfrontation" og "Amagerdigte". Og et andet sted vises på en stor skærm et interview med Rifbjerg optaget på Louisiana i 2012. Det er her Rifbjeg siger, at han har det dårligt med dumhed...

Alt i alt en meget spændende og interessant udstilling, som absolut kan anbefales andre Rifbjerglæsere. 

Jeg stødte også på et par børnebøger, som jeg ikke kendte, dem skal jeg da have fat i og sætte mig ind i.