30-06-2015

Sydhavsøerne

Da jeg var barn, boede jeg med min familie på Falster. Min Fars familie boede også på Falster, hvorimod mon Mors familie boede på Vestlolland og Fejø, altså også en slags Lolland. Der var altid en lidt drillende tone imellem os gående på forskellighederne mellem de to øer, sproget for eksempel, men aldrig noget alvorligt. Hvis min Moster og Onkel og mine fætre havde været på et af deres mange søndagsbesøg hos os (de havde bil), fik vi ofte et fad "snitter" til aften. Snitter er smørrebrød og egentlig bare med almindeligt pålæg, men sommetider syntes de to "madmødre", at det var sjovt at skære skæve stykker, altså skære et helt rundtenom i tre stykker. Og jeg kan huske engang, at min Onkel, som jo altså var lollik, lavede sjov med, at det var fordi vi boede på Falster, så skulle brødet være trekantet, for hjemme på Lolland var stykkerne firkantede ligesom Lolland var.

Selvom de drillede hinanden lidt, var der dog en ting, de kunne enes om, nemlig at vi alle boede på Sydhavsøerne. Hvornår dette begreb er opstået, kan jeg hverken huske eller finde ud af. Men vi brugte det flittigt, aviserne brugte det, og vi har jo også en lokalradio, som har taget navn efter det.

Men så gik det lidt i glemmebogen. I lang tid, rigtig lang tid har man ikke hørt det. Og så fik vi klistret disse meget lidt flaterende betegnelser på os, jeg vil helst ikke bruge de ord, med alle ved nok, hvad jeg mener. De fleste af dem skal ties ihjel. 

På det sidste er Sydhavsøerne som betegnelse så opstået igen. Man læser det konstant i aviser, på facebook og hører det på tv. Og det er da et dejligt begreb, det lover sol og varme og stråler positivitet over det hele.

Senest i går startede Folketidende en ny serie om alle de øer, som Sydhavsøerne består af. De har været i luften med en fotograf, og så skriver de om alle øerne. Dejlig læsning og vildt flotte billeder.

Husk nu at bruge dette begreb, Sydhavsøerne, om vores område, så kan vi håbe at "det andet" bliver glemt igen.