24-06-2015

Hjemme igen...

Man ved man er hjemme i Nakskov og Vestlolland igen, når...

Så tænker nogle sikkert, at nu kommer en hel masse negativt, men der tager de fejl, for vi elsker at komme hjem. Vi elsker også at være ude, at opleve andre lande, klima og vejr og historie og kultur og mad osv, men altså når vi kører over det første tværdige og kan hæve blikket ud over de vide udsigter, fornemme vandet bag diget og komme omkring hjørnet hjem til vores lille plet, ja, så har vi det dejligt. Og næste dag når køleskabet igen skal fyldes op, så er det rart at køre til Nakskov for at handle, venlige mennesker, oven i købet nogen som siger nå, så er I hjemme igen? Blomster, flag, og så oven i hatten denne gang et flot tiltag i Søndergade, hvor en flok børn under arbejdstitlen "Alle har en historie" har lavet meget kreative stole, som nu står uden for forretningerne til beundring og inspiration. Ved vores butik skal stå en pige-sørøverstol, vi kunne jo kalde den Sørøver-Sally-Stolen! Og en fodboldskammel. Hvis man kigger godt efter i brolægningen på gaden, er der også sket noget der, en del af brostenene er skiftet ud med nye, der har fået en kærlig/kreativ omgang, her vokser der dyr op af stenene, her sidder der en lille perlefigur fast. Bare det nu får lov at stå, og at ingen falder over noget af det. Det må være sjovt for turisterne at kigge på - og for alle bedsteforældrene med deres feriebørn at gå på opdagelse i. Måske børnene kan finde deres yndlingstal?