25-06-2015

Under sydens sol

Rejsen var bestilt for længe siden, vi ville sikre os at få en uges tid med sol og varme. Og det fik vi! Ved et tilfælde havde vi læst en "anmeldelse" af ferie på Menorca og tænkte straks, at det kunne være noget for os. Vi bestilte en lejlighed helt ude på vestlandet med havudsigt, selvfølgelig. Den første dag faldt der tre regndråber på vores terrasse, men ellers har vi haft sol og næsten skyfrit og 23-28 graders varme, også om aftenen. Øen er meget frodig, med græssende køer, hvis mælk vi så kunge nyde som de lækreste lokaltproducerede oste. Og så er hele kysten rundt naturhavne, større eller mindre, den største mod øst ved hovedbyen Mahon, hvor vi var på en halvanden times sejltur rundt i hele "havneområdet". Vi opsøgte også klippekysterne ved yderpunkterne, med fyrtårne, det mest markante ved nordøst hjørnet, jeg prøver at lægge et billede ind.

Vi har spist fisk på restauranterne hele ugen og endte den sidste aften med hver en stor tallerken hummersuppe med en halv hummer i. Og det smagte, for mit vedkommende, overraskende godt! Men også en ret med torsk smurt med hvidløgsmayo og med et gitterværk af honning, grillet, det smagte nyt og spændende. Og så selvfølgelig rejer, muslinger, sardiner osv. Mulighederne var store, og restauranterne lå lige ud til haven, hvor man så kunne sidde ved 10-11 tiden om aftenen i varmen og nyde maden og folkelivet.

Vi har før været ved Middelhavet i Spanien til Skt Hans, det er en stor fest på de kanter. Her på Menorca i den by, Ciutadella, som vi boede ved, var det en kæmpefest, som trak folk til fra fastlandet, blandt andet en masse skoleungdom. Og selvom vi ikke har noget mod unge mennesker, var det dog lidt voldsomt pludselig at opdage at vores lille fredelige hjørne af hotellet var blevet forvandlet til et Youth Hostel. Vi befandt os midt i een stor lejrskole. Vi led nu ingen nød, og deres incl lærernes meget højrøstede optræden om dagen, forsvandt sent på aftenen og natten, så tog de unge jo ind til festen i byen, hvor vi så kunne sove. 

Alt i alt var det en rigtig god ferie med mange gode oplevelser!