15-06-2015

Så syng da, Danmark!

Og det gjorde vi så, hele koncertsalen fyldt, et kor på 400 medlemmer og så alle os andre. Vi fik udleveret et lille sanghæfte, og så gik det derudaf med mange kendte Carl Nielsen melodier, men også et par - i hvert fald for os - ukendte, men dirigenten Michael Bojesen sang lige igennem, og så kunne man nogenlunde. Det var jo en af CNs programpunkter, at hans melodier skulle være så lette at gå til, at folk kunne synge med, når de havde hørt første vers. Alle sangene blev optaget og skal udkomme på cd, så nu bliver vi da lidt berømte... Til slut i koncerten kom den store overraskelse, at Michala Petri pludselig dukkede op og spillede et par variationer over kendte melodier. Det gjorde ikke oplevelsen ringere.

Dirigenten fortalte lidt om CN mellem sangene, fx at en amerikansk musikforsker aldrig havde kunnet forstå Carl Nielsens musik. Ikke før han besøgte Danmark første gang og fornemmede landet og havet omkring, så forstod han musikken. Han læste også et par linjer fra et brev, som CN skrev til Jeppe Aakjær. "Først skal man stå, så skal man se - og så skal man synge!" sagt om Danmark!

det var en flot oplevelse, som vi er enige om at gøre om næste år. Vi sang jo faktisk en del på skolen, fx til sæsonafslutningrne, men også på lærerværelset, hvor vi havde kassen med sangbøger fremme om fredagen, og så sang vi nogle af de gode gamle, men prøvede også at lære nogle nye. I går sang vi alle af hjertens lyst, dejligt!