01-12-2011

1. december

Så er det den 1. december med lys og kalender og små pakker og julekalendere i tv og musik i radioen og masser, masser af nisser overalt. Og ikke mindst lys overalt udenfor, i år er der igen mange juletræer med lys på og også masser af lyskæder og lysnet arrangeret på mere eller mindre kreative måder, men alt lys ser jo flot ud, måske pånær alt det bling, der glimter i blåt og andre skingre farver.

1. december -hvor er det hyggeligt!

Og de små har allerede fået de første pakker på pakkekalenderen, og deres mødre er såmænd mindst lige så spændte som de små… Min mellemste datter sagde til mig, at hun og storesøster havde snakket om, at det var vildt så meget fokus havde rykket sig, at de var helt spændte over pakker til børnene i stedet for, hvis der havde været pakker til dem selv. Og at det var det samme, når de shoppede, så var fokus også på noget til børnene. Dejligt at mærke, at de er blevet voksne, selvom jeg nu ikke synes, man kan blive for gammel til gaver.

Vi har været på besøg i Den gamle by i Århus, og der fundet en lille afrivningskalender, som er et optryk fra -55. Sådan en kan jeg huske fra min barndom, så nu har vi også en lille julekalender…

Vi sætter hvert år børnenes gamle gavekalender op på dens faste plads, og traditionen er så, at hvis nogen af dem overnatter hjemme i julemåneden, så hænger der pakker på om morgenen. De to små drenge var hjemme en weekend sidste år, Deres mødre havde begge barselsorlov samtidig, så der var rigtig gang i kalenderpakkerne.

Så må vi se i år, om der skal pakker på….