20-04-2015

De unge i Nakskov

Nu har jeg redigeret i den gamle tekst, ændret de unges navne, for måske bryder de sig ikke om at blive genkendt.

Og så opstår spørgsmålet: hvorfor er det ikke  den  slags historier, TV2 fortæller, når de nu er så ivrige for at drage Nakskov ind i deres programflade????

 

De unge i Nakskov

Jeg tør godt holde en 25-øre på, at nogen nu sidder og tænker, ja, ja, det er bare de der sutter, som ingenting vil ud over at hæve noget overførselsindkomst hver måned.

Men der tager I fejl!

En af de helt store glæder for sådan nogle gamle skolelærere som os er, når man færdes rundt i lokalsamfundet og møder alle de unge, som vi har haft i skolen, og som nu udgør de aktive voksne i området. Vi har jo været her på samme sted i over 40 år, så der er virkelig mange at tage af, når man vil nævne nogle eksempler.

Der er fx Per, som er uddannet mekaniker og nu medejer af områdets mekanikerværksted. Mona, som yder en kvalificeret og omsorgsfuld vejledning på Apoteket. Pia og Jette som altid er søde og snakkende, når man møder dem i Kvickly i hver deres afdeling. Peter, som er fisker på Langø, og som har sine meninger om fiskeri og lokalsamfund. Martin, som i årevis har virket som en dygtig Brugsuddeler. Lotte der er en ung ildsjælslærer på en af vores store skoler. Mette, som savner Lolland og nu flytter tilbage til området og skal være skolelærer her. Hans, der som voksen tog en læreruddannelse bla med engelsk, som jeg fik lov til at hjælpe ham med, og som har været en rigtig god kollega til os. Lars, som blev en meget dygtig og hjælpsom it-vejleder i skolen. Maja og Line, som har lavet deres eget store private hjemmeservicefirma. Kurt, som har sit eget smedefirma på Langø. Morten, som har lavet sit eget cateringfirma. Mikael, som har sit eget glarmesterfirma. Tilde, som er landmandskone med en flok småbørn og som indgår i driften på gården, styret af hendes dygtige mand Carl, som også er vokset op her. Grete, som kom tilbage som gymnasielærer og har løftet arven efter musik-Jimmy. Henning som er synsmand. Ditte som en meget dygtig hjertesygeplejerske på vores nye sundhedscenter. Morten og Jan, som er landmænd og vinker til os fra traktorerne på nabomarkerne  og i øvrigt glæder os med kitesurfing lige uden for vores vinduer. Hanne som er uddannet dyrlæge og sammen med Inge, som også er gammel elev, udgør en del af de dygtige, unge dyrlæger, som har deres virke her. Krista som har sine egne børnetøjsforretninger. Cilla, som er uddannet i Matas og dér yder kvalificeret og interesseret vejledning. Bent, som af og til tager en periode som politibetjent i Nakskov. Vivi, som har sit sygeplejerskevirke længere væk, men som stadig kommer ”hjem” med sit band og underholder med den dejligste musik. Kristine, som har overtaget ”den fædrene gård” lige i nærheden. Lea, som har sin uddannelse, men som gerne ville mere ud og nu sælger sine varer på homeparties, dygtig pige!

Jeg tror, jeg kunne blive ved, der er sikkert mange andre, og sikkert nogle oplagte, som jeg bare ikke lige er kommet på nu..

Der er selvfølgelig rigtig, rigtig mange, som er flyttet væk fra Vestlolland, men altså også mange, mange dygtige og sympatiske mennesker, som har skabt sig en voksentilværelse her, og som bærer området videre - OG som det er en fornøjelse at møde i vores hverdag.

PS Jeg har ændret alle navnene, jeg ved jo ikke om de unge bryder sig om at blive genkendt.