20-04-2015

Lolland-Falster Lovestorm

Sikke et forrygende døgn, over 4000 har meldt sig ind i gruppen, som startede med 6, da jeg så det i går morges. Og det vælter ind med positive omtaler og historier, som så kan deles torsdag aften, når udsendelsen skal køre på TV2. P4 Sjælland havde flere indslag i løbet af morgenen, bla et interview med Kirsten Sydendal, som forklarede, hvordan man kan være med. På P4s facebookside spørges der, om folk mener, at sådan en lovestorm hjælper. Jamen, hvis man ingenting gør, kan man jo ikke gøre opmærksom på sin utilfredshed. Jeg er ikke mindre harm på TV2 i dag, de jagter kun seertal og har overhovedet ingen tanker for, hvordan sådan en titel kan blive smart at slynge om sig med - ligesom "Nakskov - håbløshedens by" var for kun et par år siden.

TV2: I kan ikke være det bekendt! Find dog nogen, der er lige så store som jer selv at slås med! 

Og i øvrigt vil jeg lige henvise til mit eget blogindlæg for et år siden om de unge i Nakskov, som vi kender, og som er eneste positive historier! Desværre nok lidt for personlige og genkendelige, til at jeg kan lægge det op på landsdækkende medie, men måske jeg kan skrive det lidt om? Det tror jeg jeg vil og bidrage med det...