15-04-2015

Forår

 FORÅR! Ingen tvivl her, forår ER bare den bedste tid på året. Lyset kommer stærkt igen, alt vokser op og springer ud, og man kan planlægge haven og tiden med gode gøremål. I går aftes kørte jeg sammen med nogle andre hjem fra vores litteraturaften og snakkede om, hvordan vi for kort tid siden sneglede af sted i mørket på de små veje. Nu var det faktisk stadig lyst, selvom klokken var over ni.

Da jeg var barn, var det også foråret, der betød mest. Sommeren, jo, selvfølgelig, vi sejlede hele sommeren, men det var alligevel nogle specielle forhold om foråret.

For det første kunne vi igen begynde at tage til Fejø efter vinteren. Det var kun i "nødstilfælde", at vi besøgte min Mormor og Morfar om vinteren, der var ofte is i farvandene omkring øerne, og husene var ikke til at varme op på loftet. Og man kunne jo ikke bare komme på besøg en eftermiddag, men skulle overnatte, når man som os kom rejende med tog og bus og færge helt fra Nykøbing. Påsken var ofte det tidspunkt, hvor vi igen kom over til øen efter den lange vinter, så derfor er påske og Fejø knyttet sammen for mig.

Men det var også marts måned med min fødselsdag sådan nogenlunde midt i måneden, og jeg fik meget tit sjippetove og småbolde og hinkestene i gave, når jeg holdt pigefødselsdag. Det kom så i brug ude på vejen, når der var fri leg med alle ungerne fra vores egen vej og de omliggende huse. Og de første aftener, hvor vi kunne komme ud igen EFTER aftensmaden, det var bare så godt, så var det forår, og der var udsigt til måneders leg udenfor.

Og endelig begyndte min Far så småt at trække pressingerne af vores skib, det betød eftermiddage på bådepladsen med mælkekaffe og madpakker som vi indtog der højt over jorden i cockpittet i den tomme båd. Det var lykkelige stunder, der var meget at gøre, men stemningen var så god, min Far glædede sig til den kommende sæson.

Jeg oplever aldrig et forår uden at tænke på disse barndomsoplevelser, og følelsen af at forår bare er den bedste årstid holder! Men selvfølgelig er sommeren også velkommen!