06-04-2015

Rifbjerg

Sådan en dag, hvor det meddeles, at et koryfæ som Rifbjerg er død, kan det ikke undgås, at man tænker lidt på, hvad han og hans forfatterskab har betydet gennem tiden. Ellers har vi jo ikke noget med hverken hans liv eller død at gøre, blot dette at man ved, at man ikke mere skal opleve ham live. 

Ældstebarnet og jeg oplevede Rifbjerg live for et par år siden, da var han allerede en gammel mand, gik langsomt, måtte hjælpes op på en lille kasse, der på PENs stand på Bogmessen, men da han så gik i gang med at læse op, så var det den skarpe Rifbjerg, som altid! 

Jeg mener ikke, at jeg havde hørt om Klaus Rifbjerg før gymnasiet, man da jeg startede i 1. g i -66, var de store, banebrydende digtsamlinger Konfrontation og Camouflage ret nye. Og vi havde heldigvis en ældre, men meget dygtig og kompetent dansklærer, hr. Andersen,som tog os med igennem denne nye litteratur. Og senere på seminariet fyldte Rifbjerg også ret meget. Derudover kunne ingen forhindre os i selv at blive optaget af denne digter. Men noget af det rigtig gode jeg har oplevet med Rifbjerg har jeg oplevet som lærer. Specielt et par bøger har jeg med fryd (for mig selv som underviser, men også for mine elever) brugt flere gange, Under vejr med mig selv (digtet Fødsel!), De hellige aber og En hugorm i solen. En fryd at bruge tekster med indhold og sprog! 

I folkeuniversitetet lavede jeg også forløb i Rifbjergs litteratur. Og nu skal vi faktisk slutte dette års litteraturkreds af med tekster af Rifbjerg og Tove Ditlevsen. Rifbjerg er jo af fuldstændig uforklarlige årsager blevet strøget af kanonlisten - og ind er Tove Ditlevsen kommet i stedet, ikke at hun er dårlig, men så skulle de vel bare være der begge to? 

Og lige nu glæder jeg mig til at læse den sidste Rifbjerg-bog, Besat, som kommer på torsdag! Og hen ad vejen genlæse alle de gode bøger, der står oppe i bogreolen med Rifbjergs navn på bogryggen. Ordene har vi heldigvis til stadighed!