30-03-2015

En dyb, dyb angst

I går aftes fandt jeg helt tilfældigt et program, en gammel serie fra først i 80'erne, som hed Krigsdøtre. Der er i alt fem afsnit, og de følger nogle piger/unge kvinder fra 1953 til midt i 70'erne. Og selv om jeg er yngre end disse piger som 11-årige først i 50'erne, var der mange ting, der vakte minder. Men en episode gjorde mig helt kold, jeg vidste med det samme, hvad der var galt, Bente var dårlig, mødte ikke op dagen efter til optagelsesprøverne til mellemskolen - hun havde nemlig fået børnelammelse. Og det fik en del børn der først i 50'erne, jeg gik i klasse med Mona, som havde haft polio, og som havde mange men af det. Og så tænkte jeg igen, at hvor må vores forældre have været opfyldt af en vild angst for, hvad der kunne ske med os. Det var absolut forbudt at samle nedfaldsfrugt op og spise det, man mente at smitten sad på sådan et æble. (Det siger Bentes veninder også, hun har nok spist et snavset æble). Jeg gør det heller aldrig i dag, er i den grad blevet skræmt fra det dengang. Men så blev vi jo poliovaccineret, jeg tror omkring det tidspunkt hvor jeg startede i skolen i 1957, og så må de jo have lært at slappe lidt af. Men hvor må det have været slemt for dem, sålænge de rundt om dem kunne se og høre om børn, som blev indlagt med børnelammelse og senere kom ud med store fysiske men efter det.

PS Jeg læste om polio, at det er en virusinfektion, som igen smitter nemt via afføring, sikkert derfor at vores forældre brugte den med frugten på jorden.