09-03-2015

Høflighed

I går var det Kvindernes Internationale kampdag. Det kan man jo mene om, hvad man har lyst til, men et af de emner, som bliver debatteret i år, er høflighed. Hvordan er det nu, skal enmand holde tilbage for en kvinde, holde døren for hende, trække stolen ud osv? Det lugter jo ikke ligefrem af ligestilling, vel? Og os der var unge i 70'erne kan godt stadig have det lidt svært med det. Vi lærte jo (os selv), at vi IKKE skulle behandles sådan, opfattede det nærmest som en fornærmelse, hvis nogen (læs: mænd) begyndte på den slags. Men desværre er den uvane, altså med at stritte imod, blevet hængende. For mig er det meget svært at tage imod tilbuddet om at gå først op/igennem/ud af et eller andet. Det kræver tankeaktivitet at tage imod. Jeg håber, at de unge kvinder er mere naturlige end vi andre var/er, for det er jo kun høflighed, ikke? 

Og så er vi jo snydeheldige at bo i en del af verden, hvor dette kan blive et samtaleemne, at vi ikke har behov for at tale om overgreb mod kvinder, fysiske eller juriske.

jeg har en lille sjov historie i forbindelse med det der med at mænd holder døren for kvinder og lader dem gå først ind. For nogle år siden besøgte vi vores søn, som på det tidspunkt boede et år i udlandet, et østeuropæisk land. Vi skulle ud at spise med ham og nogle af hans venner, voksne, modne mennesker. Mændene ventede udenfor på os, og da vi skulle gå ind, holder den ene døren. Men jeg tøver som sædvanlig ved den gestus, og hvad sker så, knægtens Far træder først ind ad døren. Der tror jeg nok, at vores udenlandske gæster tænkte deres, tænk at manden ikke lod kvinden gå først ind, sådan nogle barbarer