05-01-2015

Helligtrekongersaften

Den 5. januar, i dag er julen officielt forbi, i al fald efter gamle "regler". Vi har før tændt et helligtrekongerslys denne aften, men de er svære at få fat i, så i aften må vi nøjes med de almindelige lys i vinduet. Det er fuldmåne og dejligt lyst om aftenen, og dagen er allerede tiltaget med 13 minutter! Vi bilder os ind, at vi kan fornemme det om eftermiddagen. I haven titter de første små løgblomster frem i håbet om at sneen og frosten bliver væk.

Og det er hverdag igen. Meldingen fra det ene hold børn var, at det var næsten umuligt at få knægten ud af fjerene i morges, men det har også været en dejlig lang juleferie i år med sene sengetider og lejlighed til at sove længe. Men der går et par dage, så er de nok tilbage i de daglige rytmer.