11-12-2014

At hjælpe til jul

Jeg ved godt, at de står der alle sammen med hånden fremme, og at de spiller på vores glæde og forventning til den kommende jul, således at vi får lidt lyst til at hjælpe, Blindes Jul, Døves Jul, den lokale privatskoles julebasar, lungeforeningen, Læger uden grænser osv osv. Men gør det nu alligevel, ikke? Vælg et par stykker og hjælp, så de kan bruge det til noget. 

I Nakskov er det oplagt at hjælpe Frelsens Hær, de gør et kæmpearbejde i byen og på Vestlolland i det hele taget. Og selvom de ikke mere underholder i Søndergade med et lille frelserorkester, der i lettere vibrato-stemmer synger julesalmer, så er det let nok at komme til at hjælpe, fx i deres raslebøsser, som står i alle butikkerne, eller man kan indbetale et beløb på nettet via netbank. 

Vi støtter også altid Røde Kors, de kan komme ind alle steder i verden ( ellers kan Røde Halvmåne). Og så må vi da indrømme, at vi betaler beløbene på en gang, så er der nemlig et skattefradrag til os oveni! Og i år er der Røde Kors frimærker til at sætte på julebrevene, smukke og enkle og med en overværdi på 1 kr, og med et julemærke, som støtter Julemærkehjemmene, er vi vist meget godt med. 

Lige nu, mens jeg sidder og skriver dette, hører jeg i radioen om, at der kører historier om, at der er "masser af muslimske" familier, der søger Frelsen Hærs julehjælp og således får del i det kristne evangelium, selvom de er muslimer. For det første afvises det af en medarbejder, som sagde at han gik mere op i om det var mennesker end om det var kristne eller muslimer. For det andet kender vi flere indvandrerfamilier, som er erklærede muslimer, men som holder en slags jul, gaver til børnene og juletræ, så børnene kan opleve noget, som er naturligt for deres kammerater. Og det er vel lige vanskeligt for familierne at få enderne til at nå sammen i vores forbrugersamfund, hvad enten de er kristne eller muslimer.