29-10-2014

Krysantemer

Store buketter rundt om i huset, jeg har bare høstet her i eftermiddag. Samtidig med, at jeg arrangerede blomsterne, hørte jeg vejrudsigten i radioen, og for første gang hørte jeg tale om frost. Nu er det nok mere inde i landet end her hos os, hvor vi er omgivet af vand, men det er på vej. Og så kommer den gamle historie lige frem endnu engang:

Vi er purunge, lige fyldt 20, men allerede flyttet sammen i en kollegielejlighed i Kastrup. Og kollegiet er omgivet af landsbyen med mange småhuse og masser af mennesker. En dag som denne sidst i oktober banker det på vores dør, og udenfor står en ældre - gammel mand med favnen fuld af krysantemer, og han spørger, om vi vil købe en buket, for han har høstet alle blomsterne nu de lover nattefrost, og i stedet for bare at se dem visne hen, ville han se, om han kunne afsætte dem til naboerne, som altså også var os. Selvfølgelig købte vi en buket - og fik samtidig en historie, som dukker op hvert efterår på denne tid.