28-08-2014

En sommertur i Tivoli

Jeg elsker Tivoli, har gjort det fra barn af, men da var det jo yderst sjældent, at det blev til en tur i Tivoli eller til København i det hele taget. Skoleudflugter kunne give disse tidlige aftener i Tivoli, ikke så sent for der var jo langt hjem. Og glæden ved disse besøg har holdt sig, nu har jeg årskort, men ville gerne komme der noget tiere, men der er jo stadigvæk langt derind. Jeg kunne sagtens blive en af de de gamle damer, som har årskort bare for at komme ind og sidde på en bænk og følge med i folkelivet. Heldigvis er det nu sådan, at der også åbnes i efterårsferien og i ugerne op til jul, så kan det blive til nogle flere ture. 

Jeg var der i sidste uge, bare et par timer, og ja, helt alene, bare sådan en lille hyggetur midt i sommeren. Og sommer var det, hele haven var fyldt med besøgende, som på hver deres måde nød solskinnet og varmen, se bare mit foto fra plænen. 

Selvom mange børn og unge skynder sig fra den ene kø til den anden med deres turpasarmbånd, så er der rigelig plads til livsnyderne, bænke og andre siddepladser over det hele og en masse at se på. Det synes jeg er den halve fornøjelse, at kigge på folk. Den anden halve kunne så være at fryde sig over de flotteste bede og blomsterarrangementer, både om sommeren, men ikke mindst i efterårsferien og til jul. En parkhave midt i København.  Denne sommerdag var der sådan en god stemning, ingen frustrerede børn der græd, det er næsten det værste.

Prikken over i'et blev sat med en god frokost hos Kahler som "vi plejer".

Og så skal I lige have historien om Kahlervasen: jeg siger til den unge pige ved skranken, at jeg gerne vil have lidt frokost OG en jubilæumsvase. Ja, værsgo' at sidde ned, siger hun, så kommer jeg med vasen om lidt! Sådan, og så nemt! Men det var den sidste, de havde...

Jeg tror ikke, der bliver flere sommerture i år, men lige om lidt er der jo Halloween i Tivoli!