26-07-2014

En svale gør ingen sommer

Nej, men her er altså også nogle flere end en enkelt. Faktisk tror jeg mindst 100 ad gangen i dag. De havde sat hinanden stævne på tagryggen, hvor de underholdt os med deres fine sang. Mon ikke de savner telefontrådene til at sidde på? Vi har svaler omkring huset, mange endda, men dog ikke så mange som i dag, hvor det begyndte at ligne noget efterårstræk. Vores hverdagssvaler bor her og bygger reder her rundt om huset. Sådan en ejendom som vores skal have svaler til at flyve omkring hovederne på os. Men de er nu også ret irriterende ind imellem. de vil nemlig partout bygge i baghuset, i garagen, i vindfanget eller hen over bryggersdøren. Ingen af stederne vil vi have dem pga det svineri, der uundgåeligt følger med. Men under tagudhænget må de godt bygge, og i år har de også fået lov til at brede sig på svalegangen. Men de mest ihærdige af dem er på evig vagt og prøver at trænge indi baghuset, bare døren står på det mindste klem.

De er hyggelige og søde at kigge på og lytte til, og så tager de jo altså deres part af de insekter, som er en del af tilværelsen her med fyldgravene som nærmeste naboer.