24-03-2014

Bogtyven

Søndag aften i biografen ser vi en trailer for en af de nye film, uden at kunne læse filmens navn, men den forekommer meget bekendt. Og så da traileren er slut, kommer filmens titel: The Book Thief. Jamen, selvfølgelig, filmen er lavet på denne fantastiske ungdoms/voksenbog, der kom i 2005. Alle vi skolebibliotekarer var vildt begejstrerede for bogen, da den kom, og nu kommer der så en filmudgave af historien. Jeg ved ikke, hvordan filmen er fortalt, men det geniale ved bogen er, at den har døden som fortæller. Og døden har et hårdt arbejde under 2. verdenskrig, hvor handlingen udspiller sig. Pigen bliver bogtyv, hun lever gennem bøgerne, og deler dem også med den jøde, som plejefaren gemmer i kælderen. Jeg tror nok, at der er blevet en god film ud af det, men vil stadig anbefale alle at LÆSE bogen inden man ser filmen, så får man i hvert fald den drejning med døden med og vil kunne tænke det med, når man ser filmen. 

Jeg har selv været oppe i mit private bibliotek for at finde Bogtyven frem og skal have læst den igen, så må vi se, om jeg også skal se filmen.

Torsdag: Nu har jeg læst mig et godt stykke ind i bogen, den ER fantastisk, så LÆS bogen, før du evt. ser filmen!